Aarsleff tæt på ny havnekontrakt

I Frederikshavn havn skal der etableres 600 meter ny kaj, og sejlrenden skal uddybes.
Per Aarsleff A/S er tæt på endnu en havneordre - denne gang i Frederikshavn, hvor der blandt andet skal etableres 600 meter kajanlæg. Foto: Aarleff.
Per Aarsleff A/S er tæt på endnu en havneordre - denne gang i Frederikshavn, hvor der blandt andet skal etableres 600 meter kajanlæg. Foto: Aarleff.

Per Aarsleff A/S har netop modtaget besked om, at Frederikshavn Havn A/S efter afholdt licitation med fire bydende har til hensigt at indgå kontrakt med Per Aarsleff A/S om udvidelse af havnen, etape 1.

Kontrakten forventes at have en samlet værdi på 500-600 millioner kroner, skriver Aarsleff i en pressemeddelelse.

Projektet var udbudt som funktionsudbud, og Aarsleff skal udføre udvidelsen i totalentreprise med datterselskabet VG Entreprenør A/S og Rohde Nielsen A/S som underentreprenører og med Grontmij A/S som rådgiver.

600 meter kaj

Frederikshavn Havn ønsker bedre og større faciliteter til de nuværende aktiviteter og mulighed for at udvikle forretningsområder i vækst som for eksempel offshore, havvindmøller og miljørigtige genvindingsaktiviteter som ophugning af skibe og borerigge.

I den forbindelse skal Aarsleff udføre 600 meter ny kaj, som er forberedt til høj kajlast, etablere et 30 hektar stort bagland samt udvide og uddybe sejlrenden til 12 meter.

De geotekniske forundersøgelser, myndighedsbehandling og design begynder i august, hvorimod selve entreprenørarbejdet først begynder i 2016. Projektet forventes afsluttet i foråret 2018.

To havneopgaver

Det er anden gang i denne måned, anlægsentreprenøren kan glæde sig over en havneordre. For Per Aarsleff A/S har også indgået kontrakt med Region Gotland i Sverige om udførelse af en ny kaj til krydstogtskibe i Visby Havn på Gotland i Østersøen.

Projektet til en forventet samlet værdi af 125 millioner danske kroner, afhængigt af den endelige udformning, udføres som en partneringkontrakt og har stor strategisk vigtighed, fordi netop partneringprojekter i Sverige er en langsigtet interesse.

Første fase med skitsedesign og prissætning begynder nu, mens den endelige udførelsesfase forventes at begynde i januar 2016.

Relateret indhold