Mejerihøjen
- Mejerihøjen består af to karréer, som hver indeholder fire sammenhængende huse.
- Første karré, som består af 38 lejligheder, forventes indflytningsklar i begyndelsen af 2022.
- Anden karré består af 57 lejligheder og vil efter planen være indflytningsklar i slutningen af 2022.
- Byggeselskab Mogens de Linde står bag Mejerihøjen. Arkitekt på projektet er Aart Architects og Moe er rådgivende ingeniør.
Katrinebjerg-området i landets næststørste by har udviklet sig betragteligt de seneste år. Nu skyder et nyt byggeri snart op på en gammel mejerigrund.
– For 10 år siden var her mere industri og erhverv, men nu skyder der boliger op, og det vil der fortsat gøre, fortæller Henrik Salsgaard, projektleder i Byggeselskab Mogens de Linde.
– Det er blevet et meget blandet kvarter, hvor der er liv hele dagen. Mejerihøjen kommer til at passe godt ind i den udvikling. Der kommer et erhvervslejemål indrettet til café, og man vil kunne sidde ude i grønne omgivelser, fortæller han.
Mejerihøjen kommer til at ligge midt mellem Forskerparken, Universitetsparken og IT-byen. Sammen med aktører i lokalområdet har Aarhus Kommune udviklet en plan for hele Katrinebjerg, som skal sætte rammen for forvandlingen af det gamle industriområde, der får ny bystruktur, rekreative uderum, bedre forhold for bløde trafikanter, caféer, restauranter, butikker og en biograf.
– Byggeriet kommer til at bestå af to karréer med 112 lejligheder i alt, hvoraf 95 er ejerlejligheder, og 17 er almene boliger. På gadeplan skal en café sammen med de grønne gårdhaver og et samlende torv invitere beboere og forbigående til spontane møder på kryds og tværs, så der opstår liv i og omkring bygningerne. Alle lejligheder kommer til at rumme en eller flere altaner med sigte på at give beboerne plads at nyde både privat- og udelivet, fortæller arkitekterne fra Aart Architects, der har tegnet projektet.
Tråde til historien
Områdets historie kommer til at gå igen i projektet i form navnet, Mejerihøjen, der tager sit navn fra det historiske mejeri, som oprindeligt lå på grunden, og som i årene efter Anden Verdenskrig forsynede både aarhusianerne og de amerikanske tropper i Vesttyskland med mælk:
– Denne unikke historie kommer til at gå igen i Mejerhøjens arkitektoniske udtryk i form af gule teglsten med hvide og brunlige nuancer, muret op på traditionel vis. De takkede tage tager desuden inspiration fra den gamle produktionshal, som stadig ligger på den tidligere mejerigrund, forklarer Aart Architects.
Desuden har byggeselskabet Mogens de Linde genbrugt materialer fra andre renoveringer, som selskabet har stået for i Aarhus og omegn.
De store støbejernsfliser, som vil blive brugt i indgangspartierne, kommer oprindeligt fra Sukkerhustoften på Frederiksbjerg, Aarhus Oliemølles gamle lagerbygning. Endvidere er byggeselskabet i gang med at undersøge, om det er muligt at bruge overskudstømmer fra molebyggeriet i Øer Maritime Ferieby i Ebeltoft til at lave bænke mellem Mejerihøjens bede i det grønne fællesområde.
– Det er bestemt ikke for at spare penge, for det ofte dyrere, at genbruge end at bygge nyt. Men 1000 kvadratmeter kvalitetstræ og støbejernsfliser, som stadig har mange år i sig, og som tilmed kan tilføre byggeriet sjæl og historie, er jo sund fornuft. Det er respekt for materialerne, at det bliver genbrugt, siger Henrik Salsgaard.