Mellem 12.000-14.000 aarhusianere vil i fremtiden kunne bo og leve på det, der i dag er 184 ha landbrugsjord i Marienlyst, der ligger fire til fem kilometer vest for Aarhus midtby.
Men nu har lokalpolitikerne lagt planer for området. En ny bydel bliver blandet og tæt, med flere forskellige boligtyper, en ny skole, idrætsfaciliteter, bydelscenter og erhverv. Særligt en boligtype glæder Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø:
– Hvert år flytter flere og flere aarhusianere til Aarhus, og vi arbejder hele tiden på at skabe plads til flere aarhusianere og tilbyde attraktive boliger. I Marienlyst forventer vi, at der kommer cirka 300 fritliggende boliger, og det er rigtig positivt for børnefamilierne. Her kommer de til at bo tæt på byen, naturen og alt det, der er nødvendigt i hverdagen.
Forbindes af små bygader
Bydelen bliver opbygget af flere kvarterer med små klynger af bebyggelse, hvor naboskabet og fællesskabet kan fylde. Den primære bygade bliver Marienlystvej, hvor skolen og idrætsfaciliteterne vil ligge i hver sin ende som samlingspunkter.
40.000 nye boliger i København – kommuneplan vedtaget
Området er omringet af natur, og derfor vil bebyggelsen trappe ned ud mod landskabet. Naturen vil også fylde i bydelen, hvor blå og grønne kiler vil løbe i deres eget netværk.
Bydelen forbindes af små bygader, hvor hastigheden er lav, og boligerne er trukket helt ud til vejen. Det giver følelsen af by. Cyklister og fodgænger prioriteres, mens bilerne må indordne sig de bløde trafikanter.
Vil undgå gennemfartsvej
Oprindeligt var der planer om en gennemfartsvej gennem Marienlyst fra Søftenvej til Viborgvej. Men de indledende undersøgelser viser, at vejen vil resultere i for meget støj og et dobbelt så dyrt anlægsprojekt. En nedgravning vil fordyre projektet med ca. 200 mio. kroner.
Masser af international hæder til danske arkitekturperler
– Hvis Marienlyst skal være et attraktivt sted at slå sig ned med sin familie, skal her være trygt og roligt. Den vision vil lide et alvorligt knæk med en støjende vej, som, selv hvis vi graver den ned, vil det kræve en støjvold. Vi vil derfor arbejde videre med en løsning, hvor vi laver kurvede og rolige veje, som er trygge at færdes på og bo ved, siger Nicolaj Bang.
Tre mulige løsninger
Han har netop drøftet Marienlysts fremtid med de øvrige lokalpolitikere i Magistraten. Tre indstillinger var til debat: 1) Et forslag til et kommuneplantillæg, 2) et forslag til en ændret trafikstruktur og 3) en opfølgning på salg af kommunalejede arealer i Marienlyst.
Byrådet godkendte i 2020 en aftale om køberet af kommunalejede arealer i Marienlyst til Marienlyst Aarhus 2 (tidligere Stadt). Da betingelserne i køberetsaftalen er opfyldt, skal byrådet nu tage stilling til vilkårene i den endelige købsaftale.
Har ventet længe: Nu kan byggeriet af Generationernes Hus endelig gå i gang
Kommuneplantillægget kommer i høring efter den politiske behandling. Det forventes, at tillægget kan vedtages i slutningen af 2025, hvorefter lokalplanlægningen kan gå i gang.