Gennem de seneste to år har entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard som totalentreprenør opført en 7.500 m2 stor bygning, som skal danne rammerne om Aalborg Forsynings kommende havvandsvarmepumpe – et energianlæg, der bliver verdens største af sin slags.
Byggeprojektet er nu afsluttet og omfatter en række komplicerede installationer, hvilket har betydet at A. Enggaard har skullet aflevere byggeriet i fire faser for løbende at give maskinentreprenøren plads til at montere de tekniske installationer sideløbende med byggeriets færdiggørelse.
A. Enggaard overtager konkursramt boligprojekt i Høje Taastrup
Alle faserne er forløbet som aftalt og til aftalt tid, fortæller regionschef i A. Enggaard, Kristoffer Styrup:
– Vi er meget stolte af, at vi – endda lidt før aftalt tid – nu har afleveret vores bidrag til det ambitiøse projekt.

– Det har været en utroligt spændende opgave at være en del af på grund af perspektiverne og den tekniske kompleksitet, tilføjer han.
Tests og indkøring venter
Hos Aalborg Forsyning glæder man sig over, at projektet har nået endnu en vigtig milepæl:
– Havvandsvarmepumpen er et vigtigt led i fremtidssikring af fjernvarmen i Aalborg, og den vil i fremtiden stå for næsten en tredjedel af byens varmeproduktion.
– Vi ser nu frem til de næste faser i projektet, hvor en periode med tests og indkøring blandt andet venter, inden havvandsvarmepumpen officielt sættes i drift, fortæller Eva Løvsø Ransborg, der er projektleder hos Aalborg Forsyning.
A. Enggaard har travlt som aldrig før
Om bygningen
Areal: 7.500 m2
Byggeår: 2024-2026
Bygherre: Aalborg Forsyning
Totalentreprenør på bygningen: A. Enggaard
Arkitekt: C.F. Møller
