92 mio. kroner skal sparke liv i danske bymidter

17 bymidter får nu midler til at modvirke tomme butikslokaler, bl.a. gennem omlægning af gågader.
Foto af trætte bygninger med boliger og erhverv
Tomme butikslokaler i gågader landet over er i disse år ikke et særsyn, og i 2025 nåede udbuddet af erhvervslejemål det højeste niveau i 22 år. Foto: Getty Images.

Flere af Danmarks mindre og mellemstore byer og lokale erhvervsdrivende lider under manglende liv i bymidterne.

Tomme butikslokaler i gågader landet over er i disse år ikke et særsyn, og i 2025 nåede udbuddet af erhvervslejemål det højeste niveau i 22 år.

For at modvirke det afsatte regeringen i 2024 et udvalg for ”bæredygtig udvikling af bymidter”.

Udvalget fik til opgave at udmønte 142 mio. kroner, der skal forstærke landets bymidter og lokale fællesskaber.

Læs også

Vitalt med levende bymidter: 16 byer får livgivende håndsrækning

I 2025 blev der udmøntet knap 50 mio. kroner til 16 bymidter fordelt på ni projekter, og nu er udvalget klar til at udmønte anden og sidste runde på knap 92 mio. kroner.

Pengene tilfalder 15 projekter i 17 bymidter rundt i landet.

Projekterne dækker byerne Brønderslev, Faxe, Haslev, Hedensted, Helsinge, Hjallerup, Hundested, Korsør, Maribo, Nyborg, Nykøbing Falster, Ringkøbing, Rødekro, Solrød Strand, Tønder og Vojens.

– Vi har i indstillingsudvalget lagt vægt på, at projekterne skal gøre bymidterne mere attraktive og skabe lokal sammenhængskraft, så endnu flere får glæde af at besøge og bruge de blomstrende bymidter, men også til fordel for borgerne og det lokale erhvervsliv, siger formand for indstillingsudvalget for bæredygtig byudvikling, John Wagner.

Omlægning af gågader og klimasikring

Midlerne kan gå til f.eks. omlægning af gågader, klimasikring, øget biodiversitet og udvikling af nye funktioner i byrummet.

Derudover kan midlerne gå til omstilling af bymidternes erhverv, såsom de liberale erhverv, serviceerhverv og detailerhvervene, til nye ”bæredygtige” forretningsmodeller, rådgivning og opkvalificering af medarbejdere.

Læs også

Rådgivere vinder udviklingsplan for fremtidens bymidte i Odense

Ni af de indstillede projekter vil få tilskud under temaet ’fysisk omstilling til levende og bæredygtige bymidter’. Det gælder byerne Brønderslev, Hedensted, Hjallerup, Hundested, Korsør, Nyborg, Nykøbing Falster, Rødekro, Tønder og Vojens.

De andre seks projekter er indstillet til tilskud under temaet ’bystrategier og bysamarbejder’. Det gælder byerne Faxe, Haslev, Helsinge, Maribo, Ringkøbing og Solrød Strand.

Relateret indhold