82 familier bliver naboer til ‘Journalisten’

Igen skal JCN Bolig bygge for Domis. Denne gang på grunden, hvor 'den gamle Journalisthøjskole' lå i Aarhus.
Ill.: Sleth Arkitekter)
Ill.: Sleth Arkitekter)

Ved siden af “den gamle Journalisthøjskole” i Aarhus Nord er JCN Bolig i gang med at bygge et stort projekt for Domis på 319 ungdomsboliger, som bliver kaldt Journalisten.

Læs mere: Nye ungdomsboliger ved den gamle Journalisthøjskole

Op mod skovbrynet ligger et tilstødende byggefelt, Vestereng, hvor JCN Bolig – igen for Domis – skal opføre endnu et projekt: 82 familieboliger fordelt på mellem 50 til 130 kvm. i varierende størrelser og i seks blokke på i alt 6.500 kvm.

For at skabe en klar reference til den gamle Journalisthøjskole er det bærende element – ligesom på ungdomsboligerne – beton. Herudover adskiller byggeriet sig væsentlig fra de øvrige projekter idet facaderne er kendetegnet ved at være meget åbne med store vinduespartier og gennemgående altaner.

– Vestereng passer rigtig godt ind i det workflow, som vi allerede har etableret på byggegrunden med de 319 ungdomsboliger på Journalisten, hvor råhuset netop står færdigt. Den 1. marts starter vi fuldt op på projektet Vestereng, lyder det fra JCN Bolig:

– Det meget specielle ved Vestereng-projektet er, at alle boliger har en stor indeliggende altan, der er ca. 1.60 meter i dybden i hele boligens længde. Det gør, at nogle boliger har op til 40-60 kvm. altan/terrasse at boltre sig på. Det bliver virkelig nogle attraktive boliger, både pga. kvalitetsniveauet, men også fordi, at de ligger ud mod det grønne område, hvor de store terrasser indbyder til udeliv.

Afry er ingeniør, mens Sleth arkitekter, som har tegnet både Vestereng og de 319 ungdomsboliger på Journalisten, til dels også har lavet lokalplanen med referencen til den gamle Journalisthøjskole.

Relateret indhold