2E Group bygger 300 boliger i Egedal

Egedal Kommune har netop solgt fem storparceller til 2E Group, der opfører mindst 250 Schmidt Hammer Lassen-tegnede ejerboliger i den nye bydel.
Projektforslag af Schmidt Hammer Lassen.
Projektforslag af Schmidt Hammer Lassen.

Egedal By

  • Egedal By er et 84 hektar stort byudviklingsområde omkring Egedal Rådhus, hvor både boliger og let erhverv vil binde Stenløse og Ølstykke sammen.
  • Den første bydel ved Egedal Station kommer til at rumme 1200 nye boliger, der bliver en blanding mellem etageboliger og byhuse. Bydelen rummer allerede Føtex, Egedal Rådhus, Egedal Sundhedscenter, døgnboliger, Plejecenter Egeparken og lejlighederne i Egevænge.
  • I alt forventes Egedal By at blive hjem for op mod 5000 nye borgere samt en række virksomheder og institutioner, når byen er fuldt udbygget.

Om kort tid begynder Egedal Boligselskab at opføre 58 urbane lavenergi lejelejligheder i et nyt område af Egedal By. Men de nye indflyttere får ikke lov til at bo alene ret længe, før nye naboer i nye ejerlejligheder og byhuse melder sig.

Egedal Kommune har nemlig netop solgt fem storparceller til 2E Group. Den aalborgensiske ejendomsudviklingsvirksomhed forventer at begynde at bygge et sted mellem 250 og 300 byhuse og ejerlejligheder til en værdi af cirka 700 millioner kroner i området snarest.

Købet er sket efter, at 2E Group har overtaget Projekt Egedal By A/S, som gennem de sidste 15 måneder forgæves har arbejdet på at realisere det boligbyggeri, de vandt retten til at opføre efter et udbud af grundene i 2016. Med salget til 2E Group går byggeriet og salget af de første boliger i gang i løbet af et par måneder. Projektet er det originale tegnet af Schmidt Hammer Lassen, der blandt andet er kendt for Den Sorte Diamant.

Bykernen tager form

2E Group er en erfaren aktør i det danske ejendomsmarked, som siden 1991 har projektudviklet og solgt en lang række boligprojekter landet over. Helt aktuelt er selskabet blandt andet ved at opføre boliger på den gamle Farum Kaserne-grund og i NærHeden i Høje Taastrup.

– Vi er begejstrede for, at det er lykkedes at tiltrække en meget erfaren bygherre til Egedal By. Med 2E Groups køb begynder bykernen i Egedal By for alvor at tage form som en moderne bydel med flotte bæredygtige boliger mellem grønne byrum. Samtidig får vi et godt miks mellem ejer- og lejeboliger i bydelen, så der bliver plads til alle, siger borgmester i Egedal Kommune, Karsten Søndergaard.

Borgmesteren mener, at den nye bydel i den grad afspejler kommunens vision og brandingstrategi, der blandt andet sigter mod at skabe tilflytning til nye byområder, hvor boligerne ‘skaber rammen om et velfungerende familieliv i alle livets former og faser’.

– Hos 2E lægger vi vægt på nøje at udvælge de locations, som vi ønsker at bygge smukke boliger på. Det har selvfølgelig noget at gøre med god beliggenhed og udsigt. Men også adgang til gode institutioner, indkøbsmuligheder, idrætsfaciliteter, togforbindelser og transporttid til eksempelvis København – samt ikke mindst nem og tæt adgang til natur, fortæller Jesper Skovsgaard.

– Det har vi fundet i Egedal By, hvor kommunen agerer professionelt og har fokus på vækst, og grundpriserne heldigvis endnu er rimelige for f.eks. småbørnsfamilierne. Vi er derfor overbeviste om, at Egedal By som ny bydel bliver en fremtidig magnet for netop børnefamilier, par og seniorer, der ønsker høj kvalitet til rimelige priser. Trenden er netop nu ifølge flere analysefirmaer, at børnefamilier flytter ud af København til omegnskommunerne. I den trend passer Egedal perfekt, siger Jesper Skovsgaard.

Relateret indhold