10.000 kvm med grønt: Sætter gang i arbejde med Nordhavns første park

Den 10.000 kvm Kranparken bliver et mix af grønt, opholdsområder, plads til leg, kranspor og gamle kajkanter. Arbejdet sættes i gang mandag d. 17. januar.
illustration af et boligområde markeret i hvidt. Omkring er der vand. Forrest til højre ses en lysegrøn halvcirkel omgivet af mørkegrønne træer ind mod bygningerne. Foran halvcirklen er der vand
Der vil blive skabt et stort, åbent græsareal til ophold og arrangementer i Kranparken. Promenader langs havnen og den kommende Roerkanal giver mulighed for gåture med udsigt til vandet. Illustration: By & Havn

I næste uge går arbejdet med at anlægge Nordhavns første større park, Kranparken, i gang på Svanemølleholm. Her blev der tidligere lastet og losset sand, grus og stenmaterialer. Området er i gang med en større transformation. Her udvikles og opføres et nyt bykvarter, hvor parken er udpeget som et helt centralt element.

Den nye park, der bliver 10.000 kvm stor, får plads til både ophold, leg og fællesskab mikset med kransporets arkitektoniske aftryk og gamle kajkanter, der vil indgå i parkens udformning.

Læs også

Opføres i træ: Danmarks første tiny church bliver tolvkantet

Bygherre er By & Havn, hvorfra adm. direktør Anne Skovbro håber, at Kranparken vil udvikle sig til et naturligt samlingspunkt i bydelen.

 – Kranparken bliver et vigtigt nyt mødested for både beboere og besøgende i Nordhavn. Parken skal danne ramme om fællesskab og aktiviteter i en unik beliggenhed ved vandet.

Opland, der har lavet skitseprojekt til projektet sammen med Sweco, er tilknyttet som landskabsarkitekt.

Senere beplantning

Parken, der får næsten samme størrelse som Det Kongelige Biblioteks Have, vil tage form hen over de kommende måneder, så den første del af parken kan stå færdig i sensommeren 2025. Dog vil beplantning først blive afsluttet i december for at optimere vækstforholdene.

Læs også

Henning Larsen går all in på landskabsarkitekturen – ansætter international direktør

Byggefaktas SMART-database, der registrerer bygge- og anlægsprojekter i Norden, anslår budgettet til 20 mio. kr. Her kan man også se, at Cowi er tilknyttet som ingeniør.

Relateret indhold