Nordstern har tilsluttet sig klimaorganisationen Science Based Targets initiative (SBTi) og forpligtet sig til at reducere drivhusgasser i scope 1 og 2 med 42 % inden 2030 sammenlignet virksomhedens udledning i 2021. Herudover vil ejendomsudvikler og totalentreprenøren måle og reducere scope 3-udledningen, så scope 1, 2 og 3 samlet set reducerer virksomhedens udledning med 90 % inden 2050 ift. virksomhedens udledning i 2021.
Læs også: Nordstern går 12 pct. tilbage – men vækstambitionerne er uændrede
Sådan lyder det fra Group CEO Torben Modvig:
– Vores branche har et stort ansvar i at holde den globale opvarmning under 1,5 °C inden 2050 (jf. Parisaftalen, red.). Det kræver derfor også, at aktører som Nordstern har en ambitiøs tilgang til bæredygtighed via et strategisk og målbevidst arbejde med vores påvirkning af klimaet helt ned i detaljen på det enkelte projekt.
Et af de vigtigste værktøjer
Direktøren fremhæver et projekt som Svanemølleholm i Københavns Nordhavn som ét af flere af virksomhedens projekter, der ikke blot opnår DGNB-certificering i Platin eller Guld, men også opfylder EU-taksonomiens minimumskrav om miljø- og socialt ansvar:
– Et godt samarbejde med rådgivere og bygherre er et af de vigtigste værktøjer ved projekter som Svanemølleholm. Vi støtter hinanden i processen og får truffet ambitiøse valg, der minimerer byggeriets negative miljøpåvirkning, siger Torben Modvig.
Læs også: Danskere skal teste nye internationale klimaværktøjer
For at gøre en aktiv indsats har Nordstern siden 2023 sat mål for at 100 % af alle kontor- og boligbyggerier skal certificeres efter gældende standarder som DGNB eller Svanemærket. Dette suppleres med en målsætning om, at 70 til 100 % af Nordsterns omsætning skal efterleve EU-taksonomien i 2030.