Et planlagt formandsskifte i den grønne tænketank, Concito, anbringer manden med de mange forskelligartede titler, Tommy Ahlers, i formandsposten efter tidligere EU-klimakommissær og klimaminister Connie Hedegaard, der som følge af Concitos vedtægter stopper efter to perioder på samlet otte år.
Tommy Ahlers kommer med en bred vifte af erfaringer: Som iværksætter, grøn investor, tv-løve, uddannelses-og forskningsminister, klimaordfører for Venstre m.v. Han har siddet i Concitos bestyrelse i to år, og er som visionær grøn investor drevet af at skabe resultater ved at omsætte ideer og nye teknologier til værktøjer for den grønne omstilling.
Læs også: Til kamp mod oversvømmelser: Skybrudstunnel godt på vej
Hans erfaringer taler direkte ind i Concitos formål om at omsætte viden til klimahandling. Det planlagte formandsskifte sikrer derfor fortsat ambitiøs udvikling af tænketanken som videnspartner i den grønne omstilling.
– Behovet for uafhængig viden om den grønne omstilling har aldrig været større, og her løfter Concito en stor opgave til gavn for beslutningstagere, myndigheder og alle med interesse for fremtidens klimaneutrale og klimarobuste samfund – både i Danmark, EU og globalt, siger Tommy Ahlers.
På LinkedIn tilføjer han, at hans selv har benyttet sig af tænketankens viden:
– Concito er gennem årene blevet en helt essentiel aktør for politikere, organisationer, virksomheder og alle andre der vil være sikre på, at de gør ‘det rigtige’ indenfor klima og biodiversitet. Jeg har selv brugt Concito meget, både som klimaordfører i Folketinget og som investor.
Stort behov for løsningsorienteret viden
Connie Hedegaard har med sin store viden, erfaring og engagement i klimasagen spillet en afgørende rolle i udviklingen af Concito – fra en lille tænketank til i dag at være en professionel organisation med bred ekspertise og stærk drivkraft.
Læs også: Betonfælleshus i Kanalbyen: Klimapåvirkningen skal helt i bund
– Klimakrisen er voldsom, men vi kan undgå de værste scenarier, hvis vi handler på den viden, vi har om løsningerne. Derfor er der så stort behov for den løsningsorienterede viden, Concito producerer, siger Connie Hedegaard, der fortsat vil være tilknyttet Concito som ekstern rådgiver med særligt fokus på EU’s grønne omstilling og international klimapolitik.
Med formandsskiftet består Concitos bestyrelse herefter af:
Tommy Ahlers, formand, tidl. uddannelses-og forskningsminister og klimaordfører for Venstre, nuværende grøn investor og iværksætter
Peter Birch Sørensen, økonom og professor ved Københavns Universitet
Signe Frese, CSR-chef i Dagrofa
Katrine Krogh Andersen, dekan ved Københavns Universitets Natur- og Biovidenskabelige fakultet
Dewi Dylander, underdirektør i PKA, ansvarlig for bæredygtige investeringer
Eva Jensen, afdelingschef for klima, energi og transport, Det Europæiske Miljøagentur
Ny på listen som menigt bestyrelsesmedlem er Eva Jensen, der har været en aktiv del af dansk og europæisk klimapolitik i mange år. I dag er hun afdelingschef for klima, energi og transport i Det Europæiske Miljøagentur.
Læs også: Hvidovre vil have klare regler for byggeri på havet – også for Holmene
Eva Jensen vil særligt kunne understøtte Concitos stærke fokus på EU’s klimaomstilling og internationale engagement.