Fejlfrit, før tid og under budget: MiniCo2-huse viser gode resultater

To af Realdania By & Byg MiniCO2 Etagehuse står nu opført i Kanalbyen i Fredericia. Resultaterne er opløftende.
Man er ikke i tvivl om, at der er arbejdet med at bygge mest muligt i træ i MiniCO2 Etagehus Træ. Man er lykkedes med at reducere CO2-udledningen fra materialerne til 5,07 kg pr. kvadratmeter pr. år. Foto: Helene Høyer Mikkelsen
Man er ikke i tvivl om, at der er arbejdet med at bygge mest muligt i træ i MiniCO2 Etagehus Træ. Man er lykkedes med at reducere CO2-udledningen fra materialerne til 5,07 kg pr. kvadratmeter pr. år. Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Foreløbigt to af de fem eksperimenterende byggerier, som Realdania By & Byg vil opføre i Kanalbyen i Fredericia, står nu færdigopført. De repræsenterer hver sin tilgang til at begrænse byggeriets forbrug af CO2 og ressourcer og er en del af byggebranchens bestræbelser på at nå samfundets mål for nedbringelse af vores CO2-udledninger.

MiniCO2 Etagehus Træ er opført for at undersøge, hvor meget man kan reducere CO2 i nybyggeri via anvendelse af materialet træ i videst muligt omfang i husets bygningsdele, mens man med opførelsen af MiniCO2 Etagehus Digital har undersøgt, hvordan en digital samarbejdsform kan gøre byggeriets processer mere effektive og dermed CO2- og ressourcebesparende.

Læs også: Under 4 kg CO2: Samles om nyt cirkulært og biogent byggesystem

– Det handler om at drage mest mulig nyttig viden ud af byggerierne, og det kan vi især, når de kan sammenlignes på tværs. Derfor opføres alle fem huse med de samme proportioner og under de samme rammevilkår. Det betyder også, at vi bliver endnu klogere på de byggerier, som vi lige har færdiggjort, når de tre næste byggerier bliver gennemført i de kommende år, fortæller Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg.

Bærende, isolerende og beklædende

Efter endt projekt viser en livscyklusanalyse af træhuset, at CO2-udledningen fra materialerne er 5,07 kg pr. kvadratmeter pr. år. Det er en halvering i forhold til de ca. 10 kg CO2, som materialer udgør af den gældende grænseværdi på 12 kg CO2 pr. kvadratmeter.

Læs også: Rejser etagehus i træ i en rasende fart

Projektet har undersøgt mange aspekter af træ som både bærende, isolerende og beklædende materiale. For at sikre god akustik er der blandt andet udviklet et særligt etagedæk af træ kombineret med sand, som i en test også har vist sig meget modstandsdygtigt mod brand. Etagedækket anvender desuden 30 % mindre træ end gængse CLT-etagedæk i massivtræ.

Klimabelastningen fra det nu færdigbyggede etagehus i træ , der er designet og udviklet af Jaja Architects og ONV i samarbejde med Egil Rasmussen, Blumer Lehmann og Artelia, vil på sigt blive sammenlignet med de to kommende huse, som bliver opført mest muligt i henholdsvis tegl og beton.

Arbejdet med at designe MiniCO2 Etagehus Beton er netop gået i gang. Arkitektfirmaet Cebra og det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen har vundet udbuddet for hhv. arkitektrådgivning og ingeniørrådgivning. Huset opføres forventeligt i perioden fra februar 2025 til december 2025.

Afleveret to måneder før tid

Det digitale hus er opført på ca. 10 måneder, hvilket er ca. to måneder hurtigere end forventet ved projektets start. Det er bygget otte procent under budget og afleveret fejlfrit.

Til venstre ses MiniCO2 Etagehus Digital, mens MiniCO2 Etagehus Træ står til højre. Ved siden af træhuset bliver etagehuset i beton opført i løbet af 2025. Foto: Helene Høyer Mikkelsen
Til venstre ses MiniCO2 Etagehus Digital, mens MiniCO2 Etagehus Træ står til højre. Ved siden af træhuset bliver etagehuset i beton opført i løbet af 2025. Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Oven i det kommer en CO2-besparelse fra selve byggefasen, svarende til en 12 % reduktion i projektets samlede LCA, når materialespild og transport til og fra byggepladsen medregnes og forholdes til grænseværdierne i Den Frivillige Bæredygtighedsklasse.

I tider, hvor byggesektoren kæmper med store budgetoverskridelser og forsinkelser på mange store byggeprojekter, er Digital-huset et eksempel på en forretningsmodel, der med digitale værktøjer og bedre planlægning kan effektivisere byggeprocessen, minimere ressourceforbruget og medføre færre fejl i byggeriet.

Læs også: 5-dobling af svanemærkede byggerier på 5 år

Resultaterne fra det digitale hus skal sammenlignes med det kommende MiniCO2 Præfab, der sigter mod at minimere klimabelastningen ved at bygge huset af store fabriksfremstillede moduler, som efterfølgende transporteres til byggepladsen og sættes sammen som legoklodser.

Samme geografiske orientering

Hvert af de fem huse rummer fem boliger, har et bruttoareal på ca. 600 kvm, er fem etager høje og får samme geografiske orientering. Alle husene skal leve op til gældende lovkrav for bl.a. brand, statik, akustik og indeklima, og skal derudover opfylde kravene til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.

Realdania By & Byg inviterer til åbent hus for alle interesserede i de to allerede opførte etagehuse den 6. marts og d. 18. marts særligt for fagprofessionelle. Her vil det bl.a. være muligt at besigtige en lejlighed i hvert af etagehusene.

Relateret indhold