Bygger et helt hus for at granske beton

Realdania undersøger, hvor lavt et CO2-niveau man kan opnå, når man bygger i beton. Når MiniCO2 Etagehus Beton står færdigt i 2025, vil det blive sammenlignet med lignende huse i tegl og træ.
Det er her i Kanalbyen i Fredericia - klos op af lignende huse i træ og tegl - at det 600 kvm betonhus skal bygges. Alle huse får fire lejligheder og mulighed for fællesfaciliteter, en butik eller en studiolejlighed i stueetagen. Foto: Realdania By & Byg
Det er her i Kanalbyen i Fredericia - klos op af lignende huse i træ og tegl - at det 600 kvm betonhus skal bygges. Alle huse får fire lejligheder og mulighed for fællesfaciliteter, en butik eller en studiolejlighed i stueetagen. Foto: Realdania By & Byg

MiniCO2 Materialehusene

  • – Etagehusene i træ, tegl og beton bliver tre nybyggede etageejendomme i Kongensstræde, Fredericia.
  • – Byggeriet skal opføres indenfor et normalt anlægsbudget på 20.000 kr./kvm for at sikre maksimal skalerbarhed og relevans for branchen.
  • – Alle bygninger skal opnå DGNB Guld-certificering.
  • – Ambitionen er at kaste et sagligt lys over spørgsmålet om, hvilket materiale, der er fungerer bedst og mest klimavenligt, såvel i sin helhed som i de separate bygningsdele.
  • – Det er forventeligt og sandsynligt, at når og hvis der ses forskelle, må det stamme fra de forskellige materialer der er brugt.
  • I et komparativt studie af de tre huse vil Realdania By & Byg blandt andet fokusere på:
  • – Hvor meget MiniCO2 husene udleder i CO2/m2/år i 50 år
  • – Hvordan de anvendte byggematerialer påvirker klima og miljø
  • – Hvordan materialerne fungerer i forhold til bl.a. fugt, brand og akustik
  • – Hvilken påvirkning byggeprocesserne har på omgivelserne under byggeriet
  • – Hvor lang tid det tager at opføre husene
  • – Hvor meget det koster at opføre husene
  • – Hvordan boligernes indeklima bliver
  • – Hvordan boligerne opleves at leve i.
  • Kilde: Realdania og SMART/Byggefakta

Tilbage i 2013-2014 opførte Realdania By & Byg seks nye og vidt forskellige enfamiliehuse i projektet MiniCO2 Huse i Nyborg. Husene viser på hver deres måde, hvordan det kan lade sig gøre at reducere ressourceforbruget og dermed begrænse C02-udledningen i forskellige faser af en bygnings levetid.

De senere år er det etagehuse, som Realdania har sat sig for at granske nøjere. 1. spadestik til MiniCO2 Etagehusene på Kongensstræde i Kanalbyen i Fredericia blev taget i efteråret 2022, samtidig med at man igangsatte opførelsen af Det effektive byggeri på nærliggende Oldenborggade.

Læs også: Rejser etagehus i træ i en rasende fart

På Kongensstræde satte Realdania By & Byg først gang i et træhus og derefter et i tegl. Nu skal også beton granskes i det kommende etagehus i beton, som forventes at stå færdigt i december 2025.

Etagehuset i beton skal belyse, hvordan man kan bygge i beton med lavt klimaaftryk og uden at gå på kompromis med kvalitet og komfort.

Jørgen Søndermark, projektchef og arkitekt i Realdania By & Byg, siger:

– Beton er det mest anvendte byggemateriale i verden, men det forsvinder ikke i morgen, så der er hårdt brug for, at vi finder mere klimavenlige måder at arbejde med det på.

Vil reducere mængden af cement

Udfordringen på projektet bliver blandt andet at reducere materialemængder, især brugen af cement, og at beregne og projektere optimalt, så overdrevne sikkerheder undgås. Samtidig er der fokus på selve typen af beton, i forhold til hvor meget CO2 produktet udleder i produktionsfase.

Arbejdet med at designe huset, som Realdania By & Byg forventer at opføre fra februar 2025 til december 2025, begynder nu.

Arkitektrådgivning og ingeniørrådgivning har været udbudt i to separate udbud og er blevet vundet af arkitektfirmaet Cebra og det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen, der bl.a. er en af initiativtagerne til Center for Regenerativt Byggeri i Aarhus. Sammen danner de nu det rådgiverteam, som skal bringe ambitionerne i mål. Præcis hvordan de to hold vil løse opgaven sammen, vil vise sig i løbet af de næste måneder.

– Det rådgiverhold vi nu har sammensat til at udvikle betonhuset, har nogle nytænkende og spændende bud på, hvordan det kan gøres, og det glæder vi os meget til at folde ud i praksis, siger Jørgen Søndermark.

Evaluerer byggerierne

Det særlige ved de tre sammenlignelige huse er, at selvom de bygges med tre forskellige primære materialer, er de ens på så mange måder: De bygges på rad og række, har samme volumen og højde, samme geografiske placering og vender ens for verdenshjørnerne. De får samme budget, samme funktion og cirka samme indretningsplan med fire-fem boliger.

Også i Kanalbyens ca. 150 kvm fælleshus er der blevet arbejdet med at nedbringe CO2-aftrykket ved hjælp af bl.a. 3D-print, genbrugsglas og 'grøn' beton. Visionen for huset er, at det maksimalt må udlede 5,0 kg CO2 per kvadratmeter per år over en 50-års periode.
Også i Kanalbyens ca. 150 kvm fælleshus er der blevet arbejdet med at nedbringe CO2-aftrykket ved hjælp af bl.a. 3D-print, genbrugsglas og ‘grøn’ beton. Visionen for huset er, at det maksimalt må udlede 5,0 kg CO2 per kvadratmeter per år over en 50-års periode.

Hvert hus bliver på ca. 600 kvm med fire lejligheder og mulighed for fællesfaciliteter, butik eller studiolejlighed i stueetagen. Målet er ikke at finde en ‘vinder’, men at udfolde de styrker og svagheder, hvert materiale fremviser, så hvert materiale på sigt kan benyttes optimalt – også set i en klimakontekst.

Byggerierne evalueres – dels samlet, dels sektionsvist i forhold til tag, primære og sekundære bygningsdele, elevatorskakt, fundament m.v.

Udover de tre materialehuse opfører Realdania By & Byg også netop nu de to MiniCO2-huse – ‘digital’ og ‘præfab’ – med fokus på at spare ressourcer i byggeprocessen.

Relateret indhold