Vinge C. projekt tættere på realisering

AP Ejendomme og MT Højgaard er blevet prækvalificeret til den store udviklingsopgave med en helt ny S-togsstation, en landskabsbro over banen samt boliger, institutioner og erhverv.
AP Pension og MT Højgaard er prækvalificeret til opgaven med udvikling af de 85.000 kvadratmeter. Visualisering: Henning Larsen arkitekter, RPA, MOE og Tredje Natur.
AP Pension og MT Højgaard er prækvalificeret til opgaven med udvikling af de 85.000 kvadratmeter. Visualisering: Henning Larsen arkitekter, RPA, MOE og Tredje Natur.

AP Ejendomme i samarbejde med MT Højgaard er blevet prækvalificeret i det store udbud vedrørende etablering af den centrale del af Vinge.

Ud over S-togsstationen og landskabsbroen er der i første fase tale om etablering af i alt 85.000 kvadratmeter boliger, institutioner og erhvervsbyggeri i den nye by Vinge, der skyder op lidt uden for Frederikssund.

Vi er rigtig godt tilfredse med, at prækvalificerede er meget erfarne og solide aktører, som har musklerne til at kunne løfte denne kæmpe opgave.

Borgmester John Schmidt Andersen Frederikssund Kommune

Bag udbuddet står de fire ordregivere: Frederikssund Kommune, Frederikssund Forsyning, Domea på vegne af boligselskabet Rosenvænget og endelig Banedanmark på vegne af Transport- og Bygningsministeriet. Frederikssund Kommune gennemfører udbuddet på vegne af alle fire ordregivere.

Erfarne aktører

Det vækker glæde hos alle, at prækvalifikationen nu er faldet på plads.

– Vi er rigtig godt tilfredse med, at prækvalificerede er meget erfarne og solide aktører, som har musklerne til at kunne løfte denne kæmpe opgave. Vinge Centrum bliver en dynamo for den øvrige udvikling i Vinge, og jeg ser sammen med byrådet meget frem til at modtage det tilbud på opgaven, siger borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen.

Holdet bestående af AP Ejendomme og MT Højgaard med underentreprenører har nu sammen med ordregiverne en periode til afklaring inden bud skal gives. Målsætningen er, at der kan indgås aftale inden årets udgang.

Lang proces

Udbudsprocessen har i denne sag været lang.

Den startede i november 2014, hvor der i perioden frem til efteråret 2015 var en uformel markedsdialog med en del interessenter. Derefter gik udbuddet over i et mere formelt udbud baseret på reglerne om Regioners og kommuners salg af fast ejendom. I den del af processen deltog fire tilbudsgivere.

Efter at den nye udbudslov var vedtaget i januar 2016, annulleredes det igangværende udbud og der igangsattes et nyt udbud med prækvalifikationsfrist den 23. august. Den 14. september prækvalificeredes et hold med AP Ejendomme som den formelle ansøger.

For de fire ordregivere er dette begyndelsen til en udvikling som fører til etablering af et nyt bysamfund som over tid skal udvikles til en by med 20.000 indbyggere og 4-5.000 arbejdspladser. En ny by med netop byens kvaliteter, tæt på naturen og med en infrastruktur, der omfatter den kommende, nye fjordforbindelse mellem Frederikssund og Hornsherred, Frederikssundsmotorvejen og den nye S-togsstation i Vinge Centrum.

Relateret indhold