De lokale vindere
- De seks nominerede kandidater, der er udpeget af deres uddannelsesinstitutioner som den bedste dimittend på deres skole, er alle vindere af den lokale Konstruktørernes Dimittendpris 2017, som blev uddelt ved dimittendfesterne før sommerferien.
- De seks lokale vindere er:
- Jacob Dreier Jacobsen, Erhvervsakademiet Lillebælt i Odense, fik den lokale Dimittendpris for at have fundet frem til flere spændende løsningsmuligheder for fugt i byggeriet.
- Lars Søe Larsen, University College Nordjylland, blev belønnet for en “fremragende procesforståelse” i et boligrenoveringsprojekt fra idé til færdigt byggeri.
- Bei Chu fra VIA Horsens fik overrakt prisen for sin opgave, der demonstrerer en særlig forståelse for holistisk, bæredygtigt byggeri.
- Kasper Andersen, VIA Holstebro, fik prisen for at sætte fokus på bedre og mere effektive byggemetoder til fremme for byggeprocessen i alle faser.
- Nadia Khatari, Erhvervsakademi Sjælland i Næstved, fik prisen for sin projektering af et boligkompleks for handikappede unge.
- Rasmus Gandrup, VIA Aarhus, fik både den lokale pris og får overrakt den nationale Dimittendpris for at fokusere på tekniske muligheder og begrænsninger ved at bygge med CLT-elementer (massivt træ).
– Prisvinderen viser en vilje til at eksperimentere med ny teknologi og metoder i byggeriet, som ligger ud over det sædvanlige og tillærte.
Det siger chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder Peter Andreas Sattrup om den nyuddannede bygningskonstruktør Rasmus Gandrup, der af en priskomite med repræsentanter fra byggebranchen netop er udpeget som vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2017.
Konstruktørernes Dimittendpris er stiftet af Konstruktørforeningen (KF) i anledning af bygningskonstruktøruddannelsens 50-års jubilæum.
Prisen uddeles for første gang 24. oktober i Herning i forbindelse med, at KF holder den årlige Konstruktørdag for sine medlemmer.
Innovativ tilgang
34-årige Rasmus Gandrup, der er uddannet på Professionshøjskolen VIA University College Aarhus, er udvalgt blandt seks nominerede dimittender, der hver især er blevet indstillet af deres uddannelsesinstitution på grundlag af det afsluttende bachelorprojekt.
Rasmus Gandrup fokuserer i sit projekt på tekniske muligheder og begrænsninger ved at bygge med CLT-elementer. Det er et nyt, let byggemateriale af massivt træ, der endnu er ret ukendt i Danmark, men som bliver brugt mange steder i verden – blandt andet til at bygge højhuse af træ med.
– Det var et felt med meget kvalificerede kandidater, som lå i hårfin konkurrence, da vi nåede frem til mållinjen. Vi valgte Rasmus Gandrups projekt, både på grund af hans innovative tilgang, hvor han udfordrer sig selv og byggeriet med et nyt produkt, og hans overbevisende dokumentation af de egenskaber og forhold, man byggeteknisk og konstruktionsmæssigt skal tage højde for ved anvendelse af et nyt produkt i byggeriet, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.
Højt niveau for de nominerede
– De nominerede projekter har alle haft et højt niveau, og det er forfriskende, at de viser så mange forskellige tilgange til faget. Nogle går tæt på arkitektfaglige problemstillinger, mens andre peger i retning af ingeniør- eller entreprenørmæssige udfordringer. Tilsammen viser de en stor bredde og sætter også en fed streg under konstruktørernes rolle som teknikere, der kan knytte byggeriets værdikæde sammen, siger Peter Andreas Sattrup.
– Konstruktørforeningen ønsker at synliggøre uddannelsen og professionen endnu mere ved at hædre en talentfuld, nyuddannet bygningskonstruktør. Med prisen ønsker vi også at understrege, at kvalitet, innovation og effektive byggeprocesser er afhængige af fagfolk med stærke kompetencer og en god uddannelse, siger KF-formand Gert Johansen.