Vinderen af Kulturministeriets Arkitekturpris er fundet

Det blev Gladsaxe Kommune, der løb med Kulturministeriets Arkitekturpris.
Kulturminister Marianne Jelved har netop uddelt Kulturministeriets Arkitekturpris for første gang. Foto: Nicolas Tobias Følsgaard.
Kulturminister Marianne Jelved har netop uddelt Kulturministeriets Arkitekturpris for første gang. Foto: Nicolas Tobias Følsgaard.

Det blev Gladsaxe Kommune, der vandt prisen for landet bedste kommunale arkitekturpolitik. Kulturminister Marianne Jelved uddelte prisen på konferencen Arkitektur og Demokrati i København, og Gladsaxe vandt prisen, fordi kommunens arkitekturpolitik tager udgangspunkt i borgerne.

– Gladsaxe Kommunes arkitekturpolitik sætter mennesket i centrum. Kommunen tager i sin arkitekturpolitik udgangspunkt i borgernes hverdagsliv og fokuserer for eksempel på borgernes daglige vej mellem hjem, job, institutioner og uddannelse. Kommunens udvikling af et særligt arkitekturscreenings-redskab, som skal sikre dialog og fælles forståelse for arkitekturens værdi for byens lokale identitet, er særligt interessant. Jeg håber, at Gladsaxe Kommune kan inspirere flere kommuner til at udvikle en arkitekturpolitik med afsæt i borgernes hverdag, sagde kulturminister Marianne Jelved i forbindelse med prisuddelingen.

Gladsaxe Kommunes arkitekturpolitik sætter mennesket i centrum. Jeg håber, at Gladsaxe Kommune kan inspirere flere kommuner til at udvikle en arkitekturpolitik med afsæt i borgernes hverdag.

Marianne Jelved{break}Kulturminister

Det var en enig bedømmelseskomité med repræsentanter fra blandt andet arkitektstandens organisationer og Kommunernes Landsforening, der pegede på Gladsaxe Kommune som årets vinder, og komitéen ser kommunens arkitekturpolitik som et stærkt, fagligt velfunderet og meget handlingsorienteret værktøj.

Prisen er en særligt designet e-mailsignatur, som kommunen kan benytte til at synliggøre sin særlige arkitekturpolitiske indsats.

Næsten en tredjedel af landets kommuner har i dag en vedtaget arkitekturpolitik eller er undervejs med at udvikle én. Fem kvalificerede kommuner var med i opløbet om at vinde prisen for sin arkitekturpolitik; Esbjerg, Svendborg, Viborg, Aarhus og Gladsaxe.

Relateret indhold