Metroselskabet har nu valgt et konsortium bestående af Aarsleff Rail og Per Aarsleff til etablering af de nye perroner langs Øresundsbanen samt en gangtunnel under selve banen, så passagerer kan komme til og fra det underjordiske omstigningsområde, der forbinder alle transportmulighederne på København Syd.
Vinderne er allerede involveret i arbejdet med selve omstigningsområdet på København Syd, der står klar i 2024.
– Når Øresundsperronerne er klar til brug, vil de medvirke til, at København Syd hurtigt bliver blandt landets største stationer og indtager sin rolle som vigtigt trafikknudepunkt for regionen og hele landet, siger direktør i Metroselskabet Erik Skotting.
Direkte forbindelse
De nye Øresundsperroner og gangtunnel forventes at stå klar i 2025, så der skabes en mere direkte forbindelse mellem de forskellige landsdele og Københavns Lufthavn samt Øresundsregionen.
– Med Øresundsperronerne får vi mulighed for at binde en sløjfe på den pakke af projekter, som vi har udført i Ny Ellebjerg-området for Metroselskabet, og vi ser frem til at bygge sidste etape og fortsætte det gode samarbejde, siger adm. direktør i Aarsleff Rail, Thomas Mollerup.
En ny port ind og ud af byen
København Syd kommer til at aflaste København H, der allerede i dag har for meget trafik og ikke kapacitet til det voksende passagertal.
Selve omstigningsområdet, der skaber forbindelse mellem Metroen, S-tog, Køge Bugt-banen og København-Ringsted, åbner i 2024.
Når det underjordiske omstigningsområde på København Syd åbner i 2024, åbner samtidig forlængelsen af metrolinjen M4, der kommer til at gå fra Orientkaj i Nordhavn over Indre By, til Sydhavnen og til Valby, der med København Syd får sin første metrostation. M4 deler undervejs stationer og spor med M3 Cityringen, så passagerer let kan skifte til andre metrolinjer og transportmuligheder undervejs.