Villa Grenaa er landets første platin-certificerede enfamilieshus

Det er nu ikke kun større kontor- og etageejendomme, som kan certificeres efter DGNB. Familien Friis Thaagaard har nu landet en platin-vurdering af deres træhus efter hårdt forarbejde.
Bygget i træ, men certificeret til platin. Villa Grenaa er et nybrud i dansk boligbyggeri. Pressefoto.
Bygget i træ, men certificeret til platin. Villa Grenaa er et nybrud i dansk boligbyggeri. Pressefoto.

Om Villa Grenaa

  • Placeret på Ramskovvej 18, 8500 Grenaa
  • Bygherre er Louise og Dennis Friis Thaagaard
  • Hovedentreprenør: Jakobsen Huse
  • Certificeringer: DGNB (Platin) samt PEFC
  • Udformning: Et 135 kvadratmeter, sort træhus, i et plan
  • En stor træterrasse går hele vejen rundt om huset, dækket af et stort udhæng med ståltag

Da Louise og Dennis Friis Thaagaard bestemte sig for at bygge landets mest bæredygtige hus, Villa Grenaa, var det med tanken om at kunne inspirere andre til at gøre det samme.

Og det mål er man nu kommet et stort skridt nærmere. Bygherre Dennis Friis Thaagaard kan nu kalde sig den stolte ejer af et hus med certificeringen DGNB-platin – og det betyder, at andre bæredygtige bygherrer vil kunne opnå samme stempel – for første gang nogensinde i Danmark.

– Når man nu kan bygge bæredygtigt, og verden skriger på bæredygtighed, så giver det da ikke mening ikke at gøre det, siger Dennis Friis Thaagaard.

Det skal der til

Men det var ikke nogen let omgang at nå i mål med byggeriet. En af ulemperne ved at være “first mover” er, at den fornødne viden til at opnå en certificering er svært tilgængelig. Men med hårdt arbejde fra bygherres side, lykkedes man altså med at bygge efter de kriterier, som skulle til for at opnå platin-certificeringen.

Det betyder blandt andet, at Villa Grenaa er baseret på 100 procent grøn energi. En del bliver produceret af husets solceller. Og opvarmningen sker via en varmepumpe, der hele tiden suger opvarmet luft ind igennem de pivutætte vinduer.

Dennis Friis Thaagaard kan kalde sig ejer af landets første DGNB-certificerede enfamilieshus.
Dennis Friis Thaagaard kan kalde sig ejer af landets første DGNB-certificerede enfamilieshus.

I forbindelse med DGNB-certificeringen blev huset desuden gennemtestet for afdampning af kemiske stoffer, og der var praktisk taget intet at finde. At alle vægge er klinet med ler, gør blot indeklimaet endnu bedre.

– Det var helt klart, at vi var de første, der skulle bygge villa efter de meget skrappe DGNB-krav. Der var ingen steder vi kunne gå hen for at få en samlet kyndig vejledning, siger Dennis Thaagaard og fortæller, at selv vandforbruget er optimeret, da alt vand fra husets brusere renses og genbruges i toiletter og vaskemaskine.

Certificeringer fremfor hippiehus

Der findes mange bæredygtige huse – specielt rundt om i de bæredygtige landsbyer i Danmark. Men det var vigtigt for familien at få andres ord for at deres hus var bæredygtigt.

Derfor valgte de ret hurtigt i processen, at huset skulle vurderes efter den europæiske bæredygtighedscertificering DGNB. Da Villa Grenaa er et træhus, var det desuden naturligt at gå efter at få det certificeret indenfor bæredygtigt træ.

Da familien holdt åbent hus i januar 2020 fik de overrakt certifikatet på at eje intet mindre end verdens første villa med en PEFC-certificering. Det betyder, at 85 procent af alt træ i huset er PEFC-certificeret og resten er enten FSC-certificeret eller er blevet sporet tilbage til andre bæredygtige skove. Dermed er huset altså bygget af 100 procent bæredygtigt træ.

Og nu også vurderet til platin.

Relateret indhold