Hvad gør man, når man ejer en 1.800.000 kvm stor grund 60 km fra Aarhus, hvor der ikke længere må være minkfarm?
Ejeren af den store grund, Bjarne Pedersen, kiggede sig om efter oplagte muligheder for at udnytte arealet, og har i samarbejde med arkitektvirksomheden Rum nu udvikle en ny bydel med fællesskabsorienterede villaer og rækkehus opført i stor respekt for klima, miljø og biodiversitet.
Sammen med landskabsarkitektfirmaet Labland har Rum skabt en visionær helhedsplan for et boligområde, hvis lige ikke tidligere er set i Hedensted. I helhedsplanen har området fået navnet Helheden.
– Visionen for Helheden er at skabe en bydel, som omfavner alle aspekter af bæredygtighed – økonomisk, socialt og miljømæssigt. Vi vil genskabe natur og lade biodiversiteten komme helt ind mellem husene. Og så vil vi bygge bydelen op af fællesskaber, hvor man kender hinanden, kommer hinanden ved og bruger den omkringliggende natur. Med et lidt flot ord kan man også sige, at vi er meget tæt på at lave en regenerativ bydel, forklarer arkitekt Jakob Ivan Larsen fra Rum.
Starter med 80 boliger
Første lokalplan dækker 200.000 kvm, hvor der efter planen skal opføres omkring 80 boliger fordelt på 34 villaer og 46 rækkehusboliger. Fælles for begge boligtyper er, at de underlægges krav om, at naturen skal have lov til at fylde, og at de skal opføres under hensyntagen til klima og miljø.
Det ene boligområde har fået navnet Åbenheden. Her deles området op i parcelgrunde til opførelse af villaer med klare rammer for, hvordan boliger og udhuse må bygges, hvilke materialer, der må anvendes, samt hvor og hvilken beplantning, der må etableres:
– Vælger man at købe en parcelhusgrund i Åbenheden, skal man være indstillet på, at der medfølger en række krav til opførelse og beplantning. Sådan er det nødt til at være, hvis naturen skal have plads, og boligopførelse skal ske med mindst muligt CO2-aftryk, forklarer Jakob Ivan Larsen.
Et lille fællesskab
Det andet boligområde, Naturligheden, forventes at blive opført som udlejningsboliger med stort fokus på at invitere til fællesskaber. Rum har udarbejdet et detaljeret dispositionsforslag til boligerne, hvor de opføres som rækkehuse i træ med ståltage og facader i en kombination af træ og tegl:
– Hver klynge udgør et lille fællesskab, mens det store fællesskab inviteres til at opstå i midten. Her etablerer vi et stort regnvandsbassinområde med stier omgivet af biodiversitetsunderstøttende blomsterengarealer, forklarer Jakob Ivan Larsen.
Vil tiltrække unge tilflyttere
Arkitektvirksomheden har haft tæt dialog med Hedensted Kommune, og der er da også stor politisk opbakning til projektet. Dels fordi Helheden med sin vision om boligopførelse i respekt for naturen og fordi tilbud om fællesskaber har potentiale til at tiltrække tilflyttere fra større østjyske byer, fortæller borgmester Ole Vind:
– Idéen om et nyt bæredygtigt boligområde ser meget, meget spændende ud, og det kommer til at betyde, at vi som område får nogle helt nye boliger og boligtyper på hylderne og samtidig understøtter natur og biodiversitet. Vi ved, at områderne omkring Hedensted by i forvejen er populære blandt unge tilflyttere fra især Aarhus-området. Dem tror jeg, vi kan få ekstra godt fat i her, fordi fællesskaber, frisk luft og bæredygtighed bliver prioriteret, uden at man behøver at gå på kompromis med beliggenhed eller transporttid i forhold til andre og dyrere alternativer i Østjylland.
Lokalplanen for første etape forventes politisk godkendt i løbet af foråret 2024.