Viby har længe været eftertragtet af både lokale og tilflyttere på grund af områdets korte afstand til Aarhus midtby. Den eksisterende boligmasse kan dog ikke dække behovet, hvorfor området byfornyes og udvikles i disse år.
10.000 m2 nye boliger af varierende størrelse fordelt på et 6-etagers punkthus og rækkehuse skal nu afhjælpe manglen på boliger. Mange af boligerne bliver almene boliger. Dertil opføres en dagligvarebutik på 1.200 m2 samt en ny benzintank med tilhørende vaskehal.
Projektet er udviklet af Nordstern og Pro Developments i tæt samarbejde med de to boligforeninger Aarhus Omegn og Alboa, der også har været sælger af arealerne, hvor projektet opføres.
Borgmester Jacob Bundsgaard har tidligere udtalt sig således:
– Udviklingen i Viby Syd er et godt eksempel på, hvordan vi i Aarhus arbejder med at skabe en blandet by – og hvordan vi arbejder sammen om at gøre det. Udviklingen af Viby Syd er kun lykkedes i kraft af et forbilledligt samarbejde mellem kommune, boligforening, lokale aktører og en privat udvikler og nu er vi klar til næste store skridt – til gavn for bydelen og for resten af Aarhus.
Fuldender en mangeårig byudvikling
Det er den største danske ejendomsinvestor i Danmark de seneste fire år, Koncenton, der har købt projektet i Viby. Her glæder man sig over et stærkt samarbejde med Nordstern og Pro Developments og til at medvirke til fornyelsen af en eftertragtet del af byen.
– Kombinationen af den bynære placering tæt på Aarhus og moderne, indbydende boliger gør det til et meget stærkt projekt, som vi har store forventninger til. Vi er ikke i tvivl om, at det bliver attraktivt for de kommende lejere og dermed også for investorerne, siger ejendomsdirektør i Koncenton, Anders Bangsgaard.
Indehaver af Pro Developments, Brian Svart, tilføjer:
– Projektet fuldender en mangeårig byudvikling i området. En byomdannelse som nu afsluttes med 140 nye moderne boliger, Netto-butik med udsigtsboligtårn og OK-vaske- og tankanlæg. Alt sammen tæt på uddannelser, arbejdspladser, infrastruktur, butiksområdet Megasyd, naturen og Aarhus midtby. Aarhus kommune har også stadig mulighed for at udnytte et sidste byggefelt i området, siger han.
Åben adgang for alle
I gårdrummet mellem lejligheder og rækkehuse etableres et grønt, rekreativt område med åben adgang for alle. Realdania og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har været med til at finansiere det nye torv og de øvrige af bydelens byrum.
– Det samlede projekt er et rigtig godt eksempel på, hvordan et tidligere parkeringsareal på et centralt beliggende sted i forstaden til Aarhus kan blive bydelens nye omdrejningspunkt. Hvor arbejdspladser, et kvarters hus, nye boliger og et levende byrum kan binde et område sammen på tværs af skole, gymnasium, boligområder og dagligvarebutikker. Og hvor det gode og bæredygtige boligliv samt fællesskaber på tværs kan udspille sig, har programchef i Realdania, Astrid Bruus Thomsen, tidligere udtalt.
Det omfattende projekt, der strækker sig over fire byggefelter, skal DGNB-guld certificeres, fortæller Torben Modvig, Group CEO i Nordstern.
– Vi har nogle stærke samarbejdspartnere med i dette projekt, der, ligesom os, har høje bæredygtighedsambitioner. Projektet i Viby er derfor et grønt byudviklingsprojekt, hvor vi bygger kvalitetsboliger til familier, singler og par tæt ved den jyske hovedstad.
Projektet der er tegnet Sweco og har Afry med på ingeniørrådgivningen, blev startet op i begyndelsen af 2023. Den sidste del af projektet forventes afleveret i sommeren 2024.