Vi skal reducere energiforbruget i bygninger med 40 pct. inden 2050

BLOG: Ingeniørforeningens EnergiVision2050 er netop blevet offentliggjort. Visionen har et klart budskab om renovering af de eksisterende bygninger.
Kurt Emil Eriksen, bestyrelsesmedlem IDA-BYG.
Kurt Emil Eriksen, bestyrelsesmedlem IDA-BYG.

Om bloggen ‘Renovering på dagsordenen’

  • Dagens Byggeri har indledt et samarbejde med de 12 partnere bag “Renovering På Dagsordenen”. Jævnligt vil vi derfor bringe blogindlæg fra www.renoveringpaadagsordenen.dk og på den måde sætte fokus på den nødvendige diskussion om renovering af vores bygningsmasse.
  • De 12 partnere er:
  • – GI Grundejernes Investeringsfond
  • – Bygherreforeningen
  • – Realdania
  • – Dansk Byggeri
  • – NCC
  • – MT Højgaard
  • – Danske Ark
  • – COWI
  • – Konstruktørforeningen
  • – FRI Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  • – Ingeniørforeningen IDA
  • – Akademisk Arkitektforening

EnergiVision2050 er et kvalificeret bud på, hvordan Danmark kan blive fri for fossile brændsler i 2050, og den behandler det samlede energisystem inklusive energiforbrug i bygninger. Et af de væsentligste budskaber er, at vi bør fastlægge energieffektivisering i bygningsmassen ud fra marginalomkostningen ved energibesparelse og marginalomkostningen ved energiproduktion. Dette støttede Peter Birch Sørensen, Professor og Formand for klimarådet, op om i sin kommentering af visionen.

Umiddelbart vil man forvente, at det betyder, at vi skal bruge flere ressourcer på energiproduktion og færre på energibesparelser. Men det er faktisk ikke konklusionen. Vi skal derimod bruge flere ressourcer på renovering end den tidligere regering foreslog i dens Renoveringsstrategi.

EnergiStrategi2050 lægger op til, at det gennemsnitlige energiforbrug til opvarmning og varmt vand skal reduceres fra de nuværende gennemsnitlige 133 kWh/m2 til gennemsnitlig 79 kWh/m2 i bygninger, der er opvarmet med fjernvarme svarende til 40% besparelser. Den tidligere regering foreslog i sin renoveringsstrategi fra foråret 2014, at der skulle spares 35%.

Betydelige besparelser

Det må således være klart, at der skal gennemføres betydelige besparelser i den eksisterende bygningsmasse, og det bør indgå i en kommende energikommissions arbejde. Vi skal i gang allerede nu, og kommissionen må komme med et forslag til, hvordan vi kan reducere energiforbruget i bygninger med ca. 1,15% om året fra 2016 til 2050.

EnergiVision2050 behandler også samfundsmæssige værdier ved forbedret sundhed for borgerne og øget jobskabelse. Sundhedseffekter er bl.a. mindre partikel forurening fra skorstene og transport, men de burde også vurderes i forhold til bedre og sundere boliger. Her vil det være relevant at energikommissionen overvejer, hvorledes disse samfundsmæssige besparelser kan bringes i spil og bruges som incitamenter til renovering af bygningsmassen.

Strat allerede nu

I forbindelse med udviklingen af renoveringsstrategien kom den samlede byggebranche med en række forslag, nogle af disse kan iværksættes allerede nu.

Vi bør i den forbindelse få identificeret og kortlagt den eksisterende bygningsmasse og så iværksætte målrettede indsatser for bygningsmassen. F.eks. skal vi afklare, hvordan etageejendomme i de større byer skal renoveres så, vi reducerer energiforbruget og forbedrer indeklimaet, samtidig med at vi fastholder de arkitektoniske værdier. Det kunne være et indsatsområde for ingeniørforeningen og arkitektforeningen, som sammen kan sikre videndeling, erfaringsopsamling og på visse områder også indgå i udviklingen af retningslinjer, sammen med videns institutionerne.

Man bør ligeledes se på, hvilke incitamenter bygnings- og boligejere har for at gennemføre energi renovering. Hvis målet på 40% energi besparelser skal nås, skal der samlet set investeres yderligere omkring 230 mia. svarende til ca. 7 mia. kr. om året. Det skal ses i lyset af, at der investeres tæt på 70 mia. kr. årligt i bygningsrenovering, så vi skal øge renoveringen med ca. 10% årligt i 35 år.

Flere incitamenter

Det er betydelige investeringer, og det er bolig- og bygningsejerne, der skal iværksætte dem. Her er det ikke tilstrækkeligt at tale om tilbagebetalingstider ved energibesparelser. Vi ved allerede nu, at det incitament er ikke tilstrækkeligt for at iværksætte renoveringen. Vi skal se på flere incitamenter.

Her er det oplagt at se på de indeklimaforbedringer, der kan skabes ved renovering. Bygningsrenoveringen skal sælges på det bedre indeklima, og byggebranchen bør have fokus på at udvikle løsninger, der både forbedre indeklimaet i bygninger, samtidig med at der opnås energibesparelser på ca. 40%. Klimakommissionen bør i sit kommende arbejde også se på incitamentsstrukturen, herunder se på de yderligere fordele bolig-og bygningsejere kan opnå ved at gennemføre renoveringen.

Energivision2050 er et godt bud på fremtidens energisystem og viser at vi kan skabe et CO2 neutralt samfund, men det er nødvendigt at vi reducerer energibehovet og vi skal starte med renovering af bygningsmassen.

Flere blogindlæg her.

Relateret indhold