Velux Gruppen lukker alle aktiviteter i Rusland og Belarus

I forbindelse med invasionen af Ukraine har Velux Gruppen suspenderede alle aktiviteter i Rusland og Belarus og forlader de to markeder hurtigst muligt.
Arkivfoto: Velux Gruppen.
Arkivfoto: Velux Gruppen.

Beslutningen betyder, at alle forpligtelser over for kreditorer og kunder vil blive afviklet, og medarbejdere vil blive opsagt i løbet af den kommende måned.

Derefter vil Velux Gruppen indgive en anmodning om frivillig likvidation i Rusland og Belarus, så virksomhedens aktiviteter lovligt kan afnoteres.

Koncernen beskæftiger tilsammen 72 medarbejdere på salgskontorer i Rusland og Belarus, men har hverken produktionsfaciliteter eller ejendomme i disse lande.

– Vi har gennem en periode overvejet vores position i Rusland og Belarus. Med invasionen af Ukraine suspenderede vi alle aktiviteter i Rusland og Belarus, da vi hverken kunne eller ville fortsætte vores aktiviteter i de to lande i lyset af den alvorlige situation. Vi har nu truffet beslutning om hurtigt at lukke vores aktiviteter permanent, siger David Briggs, CEO i Velux Gruppen, og tilføjer:

– Vores nuværende status, med ‘suspenderede aktiviteter’ giver ikke nogen juridisk beskyttelse og kan potentielt udgøre en risiko for vores medarbejdere. Siden vi suspenderede vores aktiviteter, er situationen kraftigt forværret. I takt med skærpede modsanktioner og et ændret juridisk landskab i Rusland bliver det stadig sværere at holde vores aktiviteter inaktive, mens vi venter på klarhed. Vi beklager dybt de konsekvenser, beslutningen vil have for vores dygtige medarbejdere og vil sørge for, at alle får deres løn og en rimelig fratrædelsesordning med tak for en dedikeret indsats gennem mange år.

Velux Gruppens position i Ukraine er for størstedelens vedkommende uændret. Aktiviteter er fortsat i venteposition, og der udbetales fortsat løn til medarbejdere, som alle er sendt hjem.

– Til støtte for medarbejderne og på den ukrainske regerings anmodning har vi dog tilladt levering af vores produkter i sikre områder af landet i begrænset omfang og vil fortsætte med at betale vores skatter og lønninger, fortæller David Briggs.

Relateret indhold