Velux afslører dato for smart-home løsning

Til sommer lancerer Velux en løsning, der giver indeklima et digitalt løft.
Velux gør, med sin app MyDaylight, det let at visualisere sit hjem med ovenlysvinduer. Foto: Anders Melchiorsen.
Velux gør, med sin app MyDaylight, det let at visualisere sit hjem med ovenlysvinduer. Foto: Anders Melchiorsen.

Velux har gennem mere end 75 år været på banen med vinduesløsninger, der bringer lys fra oven ind i stuerne. Snart går virksomheden et skridt videre og introducerer automatiseret styring af dets vinduessystemer. Virksomheden kalder systemet for Velux Active, og det kommer, ifølge direktør i Velux Danmark, Mick Schou Rasmussen, til at blive lanceret den 1. juli 2018.

– Hvor kunderne førhen har haft mulighed for at fjernstyre vinduer og gardiner, bliver det nu muligt at have en fuld automatisering af vinduessystemerne baseret på temperatur, luftfugtighed og niveauet af kuldioxid, siger Mick Schou Rasmussen.

Han fremhæver, at virksomheden har tænkt på at understøtte tidligere produkter, ved at gøre de fjernstyrede produkter fra Integra-serien med IO Homecontrol, der er solgt siden 2008, mulig at slutte til det nye system.

Velux Active bliver styret af en kontrolenhed, der holder øje med indeklimaet og som er forbundet med smartphone via en app, og som kan integreres i smartløsninger med Apples Homekit og den åbne standard for digital styring af enheder i hjemmet, IO Homecontrol.

Digitale muligheder

Udover Velux Active har virksomheden også andre digitale løsninger, blandt andet smartphone app’en, ‘MyDayLight’, der gør det muligt for folk, at få visualiseret, hvordan ovenlysvinduer påvirker lyset i ens eget hjem. I app’en kan rumstørrelse, taghældning, eksisterende vinduer på en nem måde tastes ind, og efterfølgende kan man vælge årstid og montere sine egne møbler ind i det virtuelle rum.

– Med alle de valgmuligheder, der er i app’en er det muligt præcist at se, hvordan lyset i ens eget hjem bliver ændret, når ovenlysvinduerne bliver monteret, siger Mick Schou Rasmussen.

Han mener, at mange folk ikke i tilstrækkelig grad er klar over, at ovenlysvinduerne lader dobbelt så meget lys komme ind i rummene sammenlignet med facadevinduer.

Når man har indtastet oplysninger i app’en tager det et 5-10 minutter at få den endelige beregning tilbage til telefonen, og efterfølgende kan man se hvordan ens hjem kommer til at se ud med ovenlys. Desuden kan man også montere mobiltelefonen i VR briller, så man får oplevelsen af at går rundt i rummet.

Ny mission

Mick Schou Rasmussen siger, at Velux traditionelt har haft fokus på at levere ovenlysvinduer som løsning ved udvidelse af boligens areal, men at virksomheden nu bevæger sig i en anden retning.

– Vi har tidligere fokuseret på at skabe mere plads, men nu ønsker vi også at skabe bedre plads, siger Mick Schou Rasmussen.

Han forklarer, at virksomheden traditionelt har fokuseret på, at gøre flere kvadratmeter i hjemmet beboelige, ved at tilbyde ovenlysvinduer til halvanden og toplanshuse. Nu vil Velux i højere grad opdyrke markedet for etplans parcelhuse.

– Markedet har et stort potentiale. Der er 800.000 parcelhuse i Danmark og derfor et betydeligt antal bolighandler hvert eneste år. I forbindelse med ejerskiftet ser vi muligheden for at få vores produkter ind i folks hjem, når de ombygger og renoverer parcelhusene, siger Mick Schou Rasmussen.

Mick Rasmussen er direktør for Velux Danmark. Foto: Anders Melchiorsen.
Mick Rasmussen er direktør for Velux Danmark. Foto: Anders Melchiorsen.

Relateret indhold