Vellykket indeklimarenovering på Valbyskole

Saint-Gobain selskab bag systemløsning af lyd, lys og luft på Byens Skole.
Skoleleder Morten May gæstede onsdag Building Green, hvor han sammen med aereNmore fortalte interesserede om den vellykkede indeklimarenovering af Byens Skole. Foto: Torben Jastram.
Skoleleder Morten May gæstede onsdag Building Green, hvor han sammen med aereNmore fortalte interesserede om den vellykkede indeklimarenovering af Byens Skole. Foto: Torben Jastram.

KØBENHAVN: Som så mange andre danske skoler har lilleskolen Byens Skole i Valby gennem flere år trængt til at få forbedret indeklimaet. Både lærere og forældre har jævnligt klaget over ondt i hovedet, træthed og problemer med koncentration og generelt velvære.

En undersøgelse af CO2-niveauet hen over dagen afslørede i foråret, at den manglende ventilation gav store problemer lidt op af skoledagen. Og man ønskede samtidig at forbedre lysforholdene, som var domineret af klassiske lysstofrør.

Bestyrelsen valgte derfor at afsætte de fornødne midler og scanne markedet for muligheder. Valget faldt på en alt-i-en løsning fra Saint-Gobain selskabet aereNmore med integreret frisk luft, god akustik og dynamisk belysning i én samlet indeklima-pakkeløsning.

Den case fortalte parterne om under en såkaldt specialist talk på Building Green onsdag.

Mere i pipeline

aereNmore er opstået som start-up virksomhed, som led i Saint-Gobain-koncernens strategi om at intensivere rådgivning om trivsel, komfort og indeklima – og er således nyeste skud på stammen i Saint-Gobains virksomheder i Norden. Tanken er, at aereNmore skal afprøves i Danmark for derefter at sprede konceptet til andre lande.

Efter at første lyd, lys og luft-entreprise er fuldendt med succes på Byens Skole, er flere projekter i pipeline og virksomheden har modtaget flere invitationer til at byde ind på store renovationsprojekter. Målgruppen er især skoler, institutioner og andre læringsmiljøer, hvor dårligt indeklima er skyld i nedsat indlæring og trivselsproblemer for fx børn, elever, lærere og pædagoger. Men også kontormiljøer, hvor et godt indeklima har stor påvirkning på medarbejdernes trivsel, helbred og effektivitet.

Energifokus skygger for trivsel

Kommunale bygherrer kan have store udfordringer med at få designet og skabt rum med godt indeklima under en byggeproces, der i forvejen er kompleks.

– Fokus er tit på energirenovering, og det skygger for behovet for et optimalt indeklima og slutbrugernes trivsel. Derfor har vi, som de første i Danmark, taget skridtet til en samlet og bæredygtig indeklima-løsning med både rådgivning, entreprise og resultatmålinger, og vi mærker allerede nu en stor interesse fra markedet for renoveringer af fx skoler, siger Mats-Arne Olsson, idémanden bag det nye indeklima-koncept og Managing Director i aereNmore.

Han har en fortid i Gyproc, der blandt andet producerer gipsplader til akustiklofter. Gipspladerne er designet med en masse små huller i hver enkelt gipsplade, der har til formål at absorbere og dæmpe lyden. Nogle af Mats-Arne Olssons medarbejdere fik den idé at bruge hullerne den modsatte vej til at blæse frisk luft ind i rummet og på den måde fordele den rene og friske luft i hele rummet – såkaldt diffus ventilation. Metoden blev testet af Saint-Gobains videnskabsfolk i samarbejde med DTU og viste sig særdeles effektiv, fordi den bruger hele loftet som indblæsningskanal. Målere i rummet måler konstant CO2-niveauet, og så snart det bliver for højt, bliver der lukket mere luft ind i rummet. Ud over frisk luft og god akustik er dynamisk og intelligent belysning også integreret i aereNmores indeklima-løsning, så lamperne fx automatisk indstilles til at sprede sollys-lignende belysning på dage, hvor der ikke slipper nok dagslys ind i lokalet.

Langt mere ro end tidligere

På Byens Skole gennemførte man det meste arbejde hen over sommeren, og da den nyrenoverede bygning blev taget i brug, var der ifølge Morten May også sket nogle helt afgørende forandringer med indeklimaet som blandt andet har betydet en langt større ro blandt børnene i lokalerne end før:

– Efter renoveringen mærker vi en meget tydelig forbedring. Vi er ved at undersøge, hvad det konkret betyder for børnenes kognitive evner, men det er allerede nu indlysende, at der er en langt større ro end før og komforten er samlet set meget bedre. Med aereNmores diffuse og intelligente ventilation har børnene ren luft, uanset hvor i bygningen de opholder sig, og uanset hvor mange børn, der er samlet på ét sted. Akustikken er også god og lysmæssigt er det fantastisk med lyspaneler, der fungerer som ovenlysvinduer med behageligt og tilstrækkeligt lys uanset årstiden og vejret udenfor, siger skoleleder Morten May, der hen over sommeren også varetog rollen som byggepladsleder.

Relateret indhold