I Virring tager man nu hul på næste fase i forbindelse med planlægningen af byens nye daginstitution.
Et enigt Byråd i Skanderborg Kommune har nemlig vedtaget den endelige placering af det fremtidige byggeri samt beløbet til projektet.
Læs også: Lokalplan vedtaget for ny bydel i Billund
I den østlige del af Virring med adgang fra Virringvej vil der således fremover kunne bydes 100 børn velkommen i det nye dagtilbud, der både omfatter en børnehave og vuggestue. Derudover kommer institutionen også til at beskæftige 26 medarbejdere.
Projektet er budgetteret til 31,8 mio. kr., og det er en investering, der først og fremmest skal løse behovet for flere dagtilbudspladser i byen:
– Den nye institution imødekommer det kapacitetsbehov, som er opstået i Virring de seneste år. Med de anvisningsregler, kommunen har på dagtilbudsområdet, samt de faldende børnetal i kommunen generelt, er jeg ikke i tvivl om, at vi bygger det dagtilbud, der er brug for, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Skanderborg Kommune, Trine Frengler.
Et landskabeligt miljø
Den nye institution, der bliver et byggeri på 760 m2, skal boltre sig på et samlet projektområde bestående af 18.500 m2 øst for byens centrum.
Området skal være med til at sikre et landskabeligt miljø for børnene, hvorfor tilbuddet også placeres i forlængelse af byparken. Herigennem skal der etableres stisystemer for at skabe lettilgængelige forbindelser mellem centrum og institutionens område.
Institutionen skal fungere som en integreret del af byens grønne kile, og derfor udstyres dagtilbuddet også med en legeplads, der vil være tilgængelig udenfor åbningstid.
Foruden dagtilbuddet og legepladsen vil arealet også være forbeholdt parkeringspladser og en midlertidig pavillon.
Læs også: Ny pant-fabrik tager sig af over 2,5 mio. flasker om dagen
Byggeprojektet udbydes til hovedentreprise, og det forventes, at det første spadestik tages i efteråret 2025.