Vanetænkning spænder ben for byggeriet

Pressefoto.
Pressefoto.

Bygherren spiller en central rolle for vellykkede byggeprojekter, men har sjældent det at bygge som sin primære opgave. Byggeriet sker for at opfylde et behov. Derfor skal bygherren, offentlig som privat, være bevidst om sine kompetencer og har ofte brug for at få styrket disse for at kunne løse opgaven og løfte ansvaret. Der er mange millioner kroner at hente, hvis bygherren tager styring over byggeprojekter med uvildig sparring.

Pengene siver ud af bygherrens lomme, når byggeriet rammes af forsinkelser, budgetoverskridelser og omkostningstunge konflikter. Penge der burde tilgodese bygherrens kerneforretning; gode, sunde og moderne bygninger med plads til livskvalitet og et godt arbejdsliv. I det offentlige regi også til varme hænder inden for blandt andet sundhed- og socialområdet og dygtige ressourcer til skoler og institutioner.

Med de rigtige kompetencer på de rigtige tidspunkter kan bygherren håndtere risici proaktivt, forebygge fejl og mangler, forhindre ekstraregninger samt mindske ressourcespild. 

Peer Kisbye, direktør og partner i V2C

Alt for mange optimeringsgevinster forsvinder ned i de forkerte lommer. Den traditionelle organisering, præget af silostruktur, efterlader ikke rum til at optimere og reducere udførelsesomkostningerne. Dette skaber ikke det mest bygbare projekt. Alligevel fortsætter vi på samme måde, når byggeprojekter organiseres. Men man kan ikke forvente forandringer, hvis ikke vanetænkningen udfordres.

Når du oplever løbske budgetter og skredne tidsplaner værende en hindring for at få dit byggeprojekt rigtigt i mål, bør du tænke ledelse og organisering af byggeprocesserne på en ny måde. 

Det kompetencebaserede byggeri

Bygherren har sjældent det at bygge som sin primære opgave og skal ikke nødvendigvis mestre alt selv. Men det er altid bygherrens ansvar at udvikle et sammenhængende og helstøbt projekt, der holder sig inden for budgetrammen, overholder lovgivningen, afleveres til tiden og er driftbart fra første dag. Ofte kræver det eksterne, byggetekniske og ledelsesmæssige kompetencer.

Den professionelle bygherre vurderer løbende, hvornår det er nødvendigt at inddrage specialister på specifikke fagområder. Han eller hun kender sit bagland og organisationens kompetencer, styrker og begrænsninger.

Der skal en ressource- og kompetencestærk bygherre til at orkestrere en kompleks byggeproces – en bygherre, der aktivt har indflydelse på byggeriets kvalitet, tid og økonomi. En bygherre, der stiller de kritiske spørgsmål, træffer de rettidige valg og er i stand til at indgå i en kvalificeret dialog om de tidlige beslutninger. En bygherre, der træffer afgørende beslutninger på et retvisende grundlag.

Det er den kompetente bygherre, der får de bedste resultater, og derfor er det afgørende, at bygherren bliver styrket i sin indsats. Kun sådan kan de rette kompetencer sættes i spil på de rigtige tidspunkter i processen.

Relateret indhold