Vækst i byggeomsætningen

Dansk Byggeri bemærker i en samlet opgørelse for 2016 af firmaernes køb og salg, at bygge og anlæg er blandt de brancher, som trækker Danmarks Statistiks omsætningstal op.
Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

En samlet opgørelse for 2016 af firmaernes køb og salg viser, at bygge- og anlægsbaranchen er med til at trække omsætningstallet op.

– Bygge- og anlægsbranchen omsatte for 236,3 milliarder kroner på hjemmemarkedet i 2016. Det er en stigning på 12,9 milliarder kroner i forhold til 2015. Det svarer til en procentvis omsætningsvækst på 5,8 procent. Til sammenligning var den indenlandske vækst i 2016 i erhvervslivet som helhed på 3,1 procent, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

Dansk Byggeri fremhæver, at de nye omsætningstal med stor tydelighed viser, at det er hjemmemarkedet, der for tiden er vækstmotoren i dansk økonomi. En samlet omsætningsvækst på over tre procent er ifølge cheføkonomen et pænt facit.

– Det er “the usual suspects”, nemlig finans, videnservice, hoteller, restauranter samt byggeri og anlæg, der trækker gennemsnittet opad, siger Bo Sandberg.

Tre faktorer

Byggebeskæftigelsen steg med 4,0 procent i 2016, og omsætningen lidt kraftigere med cirka 6 procent. Byggeomsætningen vokser typisk mere end beskæftigelsen, men der har tidligere været større forskel på de to vækstrater.

– Det skyldes formentlig, at mange virksomheder vælger at fastholde den aktuelle medarbejderstab, selv når der er knapt så travlt, for at undgå større rekrutteringsudfordringer længere fremme i konjunkturforløbet, siger Bo Sandberg.

Han ser særligt tre forhold som forklaring på, at byggeriet hører til blandt de brancher med størst vækst på hjemmemarkedet i 2016.

– For det første viser nybyggeriet af boliger for første gang siden finanskrisen nu for alvor tænder. For det andet er der bedring på boligmarkedet, og flere ejendomshandler fører til flere af de renoveringsopgaver, som udgør den solide rugbrødsbund under byggeaktiviteten. Endelig er der for det tredje godt gang i de offentlige byggerier, hvor de store hospitalsbyggerier vejer tungt, siger Bo Sandberg.

Relateret indhold