Vacuumsug giver pote hos byggegrossist

Lemvigh-Müller har fundet en vaccine mod nedslidning på deres centrallager. Investeringen i et vaccumsug har har ikke blot gavnet ergonomisk, men også økonomisk.
Flemming Dam Pedersen, som er arbejdsmiljørepræsentant og lagerekspedient demonstrerer vacuumsuget. Foto: Lemvigh-Müller.
Flemming Dam Pedersen, som er arbejdsmiljørepræsentant og lagerekspedient demonstrerer vacuumsuget. Foto: Lemvigh-Müller.

Ømme skuldre og generel fysisk nedslidning er erstattet med øget effektivitet på Lemvigh-Müllers centrallager i Odense. Her investerede man i marts i et vacuumsug, der aflaster lagermedarbejderne for tunge og uhåndterlige løft. Den investering har givet pote ergonomisk såvel som økonomisk, oplyser virksomheden.

– Jeg er ikke øm i skuldrene på samme måde, når jeg går hjem nu, og det er takket være vacuumsuget. Det er et genialt værktøj. Nu slipper vi for løft over skulderhøjde og det andet arbejde, der slider, for vi bruger slet ingen kræfter på at håndtere varerne, fortæller lagerekspedient og arbejdsmiljørepræsentant, Flemming Dam Pedersen.

Når han og kollegerne placerer vacuumsugets sugekop på en vare, kan varen let flyttes uden videre brug af fysisk kraft manøvrere. Det nye løfteredskab har dog ikke været installeret længe nok til, at Lemvigh-Müller kan se målbare resultater i eksempelvis faldende sygefravær.

Grøn omstilling giver tungere varer

Behovet for hjælpemidler som vacuumsuget er stadigt stigende på lageret, som oplever øget efterspørgsel på miljørigtige varmekilder.

– Vi får flere og flere høje og tunge varer ind på lageret, blandt andet varmepumper, som enten er tunge eller uhåndterlige og derfor svære for en person at løfte. For at skåne vores medarbejdere har vi regler for, hvor højt varerne må være stablet og hvor tunge varer, man må løfte alene. Alligevel måtte vi nogle gange løfte kasser over skulderhøjde, inden vi fik vacuumsuget. Tidligere satte vi to personer på opgaven med at flytte de tunge og højtstablede varer, men det var en arbejdsopgave, der sled på kroppen med skub og masen rundt med kasserne, fortæller Flemming Dam Pedersen.

Det nye løfteredskab har også vist sig at være et godt økonomisk valg for virksomheden, for nu behøver teamet ikke længere indkalde ekstra medarbejdere til de tunge eller uhåndterlige løft. En person kan let klare opgaven, og det frigiver hænder til andre opgaver.

Effektiviteten er således røget i vejret, da varerne flyder hurtigere gennem lageret. Det har medført, at Lemvigh-Müller kan udvide sit varesortiment.

Relateret indhold