Undgå gennemstyrtning ved tagarbejde

Manglende sikring mod gennemstyrtning er stadig et gennemgående arbejdsmiljøproblem på landets byggepladser, lyder det fra tilsynschef Lene Teilberg.
Gennemstyrtning på tagflader kan give alvorlige kvæstelser og i værste fald medføre invaliditet og dødsfald. Foto: Colourbox.
Gennemstyrtning på tagflader kan give alvorlige kvæstelser og i værste fald medføre invaliditet og dødsfald. Foto: Colourbox.

En ung håndværker omkom i oktober, efter han var styrtet igennem et tag og faldet seks meter ned i forbindelse med, at han skulle udskifte gamle bølgetagplader. Eksemplet er desværre ikke enestående. Det oplyser Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse.

– De seneste tre år har vi haft en del ulykker på baggrund af gennemstyrtning på tage, og heraf har fire af dem været dødsulykker, siger Lene Teilberg, tilsynschef for bygge og anlæg.

– Ulykkerne sker især ved færdsel på tagplader, der ikke er bæredygtige for eksempel eternitplader, klare bølgeplader, glasplader og PVC-plader, og især når der er tale om gamle plader på haller med åsekonstruktioner og lignende, som slet ikke er beregnet til at færdes på, fortsætter Lene Teilberg.

Gennemstyrtning på tagflader kan give alvorlige kvæstelser og i værste fald medføre invaliditet og dødsfald, og derfor skal man altid sikre, at forholdene er i orden, inden man går ud på taget.

Sådan undgår I ulykkerne

Ulykker med gennemstyrtning kan undgås. Gå aldrig direkte ovenpå gamle tagplader uden at etablere sikring mod gennemstyrtning, når lægteafstanden overstiger 46 centimeter fra overkant til overkant. Ved oplægning af nye plader skal I planlægge arbejdet med inddragelse af leverandørens sikkerhedsanvisninger, så der sikres mod gennemstyrtning og nedstyrtning.

Tal om, hvordan I kan udføre arbejdet sikkert, og hvilke foranstaltninger mod gennemstyrtning og nedstyrtning, der skal anvendes.

Risikoen for gennemstyrtning og tilskadekomst kan imødegås ved eksempelvis at anvende gangbroer, tagstiger, sikkerhedsnet og taglifte. Det kan ofte være nødvendigt at kombinere flere kollektive sikkerhedsforanstaltninger. De kollektive foranstaltninger går forud for individuel beskyttelse, men det kan i visse tilfælde være nødvendigt at supplere med egnet individuelt faldsikringsudstyr.

Sikring mod nedstyrtning skal i øvrigt ske ved at overdække huller i taget med bæredygtige plader og ved etablere rækværker og tagskærme ved tagets udvendige kanter, eller på andre lige så forsvarlige måder.

– Vi må konstatere, at manglende sikring mod gennemstyrtning stadig er et gennemgående arbejdsmiljøproblem på landets byggepladser, men at ulykkerne kan undgås, når arbejdsgiverne i samarbejde med de ansatte planlægger arbejdet. Jeg vil i den forbindelse også henlede opmærksomheden på Arbejdstilsynets vejledning om fald fra højden ved arbejde på tage, slutter tilsynschef Lene Teilberg.

Relateret indhold