Ufaglærte står i fyringsfare i 2021

15.000 ufaglærte job forventes at gå tabt i løbet af 2021. Det viser en ny fremskrivning af beskæftigelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Coronakrisen var hård ved arbejdsmarkedet sidste år og vil også være det i år. Pressefoto.
Coronakrisen var hård ved arbejdsmarkedet sidste år og vil også være det i år. Pressefoto.

Corona og arbejde

  • Coronakrisens første måneder kostede 95.000 job på det danske arbejdsmarked (andet kvartal 2020). Det svarer til, at tre års jobfremgang blev tabt på blot ét kvartal.
  • Fra juni 2020 begyndte ledigheden at falde, og beskæftigelsen steg igen. Ledigheden er stadig cirka 28.000 højere, end før coronakrisen ramte arbejdsmarkedet.
  • Fem procent af de ufaglærte lønmodtagere mistede jobbet fra marts til og med juni 2020. Det samme gjaldt for godt to procent af lønmodtagere med en mellemlang eller lang videregående uddannelse.
  • Beskæftigelsesudviklingen er opgjort i årsgennemsnit.
  • Da man endnu ikke kender beskæftigelsens egentlige udvikling i 2020, er der tale om en fremskrivning baseret på historiske trends.
  • De historiske trends er fundet ved at se på uddannelsessammensætningen af beskæftigelsen inden for de fire hovederhverv (industri, bygge og anlæg, privat service og landbrug mv.) fordelt på landsdele.

Coronakrisen kostede sidste år tusindvis af danske job, men når man kigger ind i det nye år, er det primært dem uden uddannelse, det kommer til at gå ud over.

Den dystre forudsigelse stammer fra en ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den viser, at det ufaglærte arbejdsmarked står over for en tilbagegang på cirka 15.000 job i 2021. Det kommer oven i en tilbagegang, der forventes at runde cirka 25.000 ufaglærte job i 2020. Altså vil 40.000 ufaglærte job være tabt næste år sammenlignet med året før coronakrisen.

Til sammenligning forventes der jobfremgang – på trods af coronakrisen – for lønmodtagere med lange- og mellemlange videregående uddannelser i både 2020 og 2021.

– Det er helt tydeligt, at coronakrisen rammer skævt, og at det fortsætter i år. De ufaglærte job forsvinder simpelthen, mens andre grupper på arbejdsmarkedet ikke er nær så hårdt ramt eller ligefrem oplever en fremgang på trods af krisen, siger senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Emilie Agner Damm, som tilføjer:

– Vi ved fra tidligere undersøgelser, at mange af de ufaglærte lønmodtagere, der er blevet ledige i løbet af 2020, er gengangere fra ledighedskøen under finanskrisen. Det kan have konsekvenser i mange år frem, når man mister jobbet under en krise. Det gælder både i forhold til ens beskæftigelseschancer og lønniveau, siger hun.

Senioranalytikerens peger på efteruddannelse som en sikring mod at have en plads på fremtidens arbejdsmarked. Faglærte går dog heller ikke forskånet gennem coronakrisen. I 2021 vil den faglærte beskæftigelse ligge godt 2000 personer lavere end i 2020, fremgår det af analysen.

Relateret indhold