Udvider Gellerup med landsbysamfund

75 svanemærkede rækkehuse ved Gellerup bliver samlet i små klynger og vil fungere som et landsbysamfund, når lejerne flytter ind i starten af 2025.
Varierende højde, tagform og forskydninger giver forskelligartede boliger i Trekanten i Gellerup. De laveste huse får grønne tage der - sammen med haverne - vil danne en samlet, grøn bydel. Visualisering: Arkitema Architects
Varierende højde, tagform og forskydninger giver forskelligartede boliger i Trekanten i Gellerup. De laveste huse får grønne tage der - sammen med haverne - vil danne en samlet, grøn bydel. Visualisering: Arkitema Architects

Mindre end syv uger efter entreprenøren 5E Byg blev valgt som totalentreprenør på AP Ejendommes 75 nye rækkehuse ved Gellerup i Aarhus Vest, er byggeriet nu sat i gang på den tidligere kollegiegrund i Hejredalskvarteret.

I bebyggelsen, der har fået navnet Trekanten, vil der blive bygget to forskellige størrelser rækkehuse på cirka 90 og 115 kvadratmeter fordelt på henholdsvis to og tre etager med fire og fem værelser. Fælles for dem er, at de får egen lille have og balkon. Herudover bliver der anlagt 75 parkeringspladser.

Trekantens rækkehuse er tegnet af arkitekterne fra Arkitema, der har ladet de små klynger med tre eller seks rækkehuse ligge forskudt af hinanden, spredt rundt i det grønne landskab. Husenes højder og facader varierer for at skabe et spændende arkitektonisk udtryk og give fornemmelsen af et samlet ‘landsbysamfund’ med forskelligartede huse, som dog alligevel hører sammen i et tæt naboskab.

Arkitema beskriver selv bebyggelsen således:

‘Rækkehusene gives forskellig karakter via højde, tagform og forskydninger. Husene møder landskabet med fint patinerende teglfacader. På de laveste huse er der grønne tage, der er synlige fra de højere liggende rækkehuse, og danner, sammen med haverne, en helhed med den grønne bydel’.

De 75 rækkehuse bliver på hhv. ca. 90 og 115 kvm i to og tre plan. Visualisering: Arkitema Architects
De 75 rækkehuse bliver på hhv. ca. 90 og 115 kvm i to og tre plan. Visualisering: Arkitema Architects

Et godt miks

De nye beboere får kort afstand til naturen omkring Brabrand, samtidig med, at de meget hurtigt kan være i centrum af Aarhus. Derudover vil der være forskellige muligheder for aktiviteter i området.

Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, siger:

– Vi føler os sikre på, at blandingen med de nærliggende almene boliger og andre private udlejere vil komme til at give et godt miks til vores private udlejningsboliger. Boligerne vil give en forøget diversitet til området, som flugter med den helhedsplan, der er for området, og som Aarhus Kommune er i fuld gang med. Vi er glade for, at vi kan være med til at give området et fortsættende løft, fortæller Peter Olsson.

Efter planen er boligerne endeligt opført i slutningen 2024, og de kommende lejere vil dermed kunne flytte ind i starten af 2025.

Relateret indhold