Udvidelse af E45 er det første skridt

Regeringen vil have bugt med "Danmarks værste flaskehals" på E45 mellem Aarhus og Skanderborg.
Motorvejen E45 mellem Aarhus og Skanderborg S er en del af en trafikal flaskehals. Nu udvides strækningen. Foto: Colourbox.
Motorvejen E45 mellem Aarhus og Skanderborg S er en del af en trafikal flaskehals. Nu udvides strækningen. Foto: Colourbox.

Her er planen

  • – E45 udvides fra fire til seks spor mellem Aarhus S og Skanderborg S.
  • – Udvidelsen gennemføres ved at inddrage dele af midterrabatten, der i dag er 12 meter bred på hele strækningen.
  • – Projektet kan forventeligt gennemføres på 3-4 år, når plangrundlaget er på plads.
  • – Projektet anslås at koste cirka 500 mio. kr.

Som sædvanlig har regeringen ladet detaljer om den kommende finanslov drypvis sive ud til pressen, herunder at man er parat til at afsætte de nødvendige midler til en udbygning af E45 mellem Aarhus S og Skanderborg S, hvor mange pendlere dagligt rammes af lange bilkøer.

Derfor afsættes der en halv milliard kroner til udvidelsen med et ekstra spor i hver retning, der begge lægges, hvor den 12 meter brede midterrabat i dag ligger.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen erkender, at der er mange andre steder, hvor der også er behov for investeringer i vejnettet, men understreger samtidig:

– Vi har valgt at starte et sted, og det er ved “Danmarks værste flaskehals” med strækningen Aarhus-Skanderborg, hvor der hver eneste dag spildes mange timer i bilkøer, siger Kristian Pihl Lorentzen til Dagens Byggeri.

Både og

Han slår samtidig fast, at en kommende Hærvejsmotorvej og udvidelsen af E45 intet har med hinanden at gøre:

– Det er ikke “enten eller”, men “både og”. Der er brug for en helhedsorienteret plan for fremtidssikring af kapaciteten i den jyske transportkorridor. Hvis man alene ser på prognoserne for Vejlefjordbroen, vil trafikken om få år sande fuldstændigt til, selv om der er seks spor. Det skyldes blandt andet en voldsom trafikvækst, fordi vi igen er ved at få gang i hjulene i vores økonomi. Det skyldes også motorvejen, der kommer helt fra Holstebro og løber ind i E45 lige nord for Vejle, siger Kristian Pihl Lorentzen, der helt udelukker tanken om at udvide Vejlefjordbroen eller bygge en tvillingebro.

Bedre løsning

Han peger på, at kan man i stedet billigere få en parallel motorvej ned gennem Jylland til gavn for de mange produktionsvirksomheder i området, er det en bedre løsning:

– Det vil både sikre transporten til vort store marked i syd og transittrafikken til Norge. Derfor er regeringens udspil det første skridt i planen, siger Venstres transportordfører.

Samtidig understreges det, at udvidelsen af strækningen Skanderborg-Aarhus skal ske med så få gener for trafikanterne som muligt:

– Det er Vejdirektoratet blevet gode til, hvilket en nylig rapport fra Statsrevisorerne dokumenterer. Det er der mere fokus på end tidligere. Men selvfølgelig kan gener ikke undgås, siger Kristian Pihl Lorentzen, der efterlyser større visioner på trafikplanlægningen i fremtiden.

Relateret indhold