Udgivelse: Gode erfaringer skal give mere genbrug i byggeriet

Genbrugte materialer bliver fravalgt i flere byggeprojekter, fordi mange aktører er usikre på bl.a. egenskaber og levetid. Det skal en ny udgivelse ændre på.
I det Svanemærkede Børnehus 'Svanen' i Gladsaxe Kommune er bl.a. spær, mursten og tegl fra den nedtagne Gladsaxe Skole blevet genbrugt. Foto: Jonathan Grevsen.
I det Svanemærkede Børnehus 'Svanen' i Gladsaxe Kommune er bl.a. spær, mursten og tegl fra den nedtagne Gladsaxe Skole blevet genbrugt. Foto: Jonathan Grevsen.

Genbrug af byggematerialer spiller en afgørende rolle for, at byggebranchen kan reducere ressourceforbrug, affaldsproduktion og CO2-udledning.

Men flere praktikere i byggeriet er ofte udfordret af processen med at dokumentere f.eks. ydeevne, konstruktions- og brandegenskaber og arbejdsbeskrivelser, når byggematerialet har ‘levet et liv’.

Læs også: Vedligehold: Nyt udviklingsprojekt skal udfylde branchens videnshuller

Derfor udgiver Værdibyg nu ‘Den gode dokumentationsproces for genbrugsmaterialer’:

– Usikkerheden om genbrugte byggematerialers egenskaber og levetid er svær at håndtere for både bygherrer, rådgivere og udførende, og derfor fravælges genbrugte materialer ofte i mange projekter, siger projektchef i Værdibyg, Nina Koch-Ørvad, som har været redaktør på udgivelsen.

Hun mener, at den rette dokumentation af genbrugsmaterialers egenskaber vil bidrage til at nedbryde usikkerhedsbarrieren og således være afgørende for at understøtte mere genbrug i byggeriet.

Anbefalinger fra praktikere til praktikere

Værdibygs udgivelse tager afsæt i en rapport, som er udgivet af Social- og Boligstyrelsen og udarbejdet af Værdibyg, Artelia og AAU Build.

– Vi har gerne villet give så brugbare anbefalinger som muligt – fra praktikere til praktikere. De cases, vi præsenterer i udgivelsen, er derfor konkrete eksempler på byggerier, der er lykkedes med at genbruge mursten, trægulve, betonkonstruktioner osv., siger rådgiver hos Artelia Sigrid Charlotte Sturlason.

– Og de gode råd er baseret på den viden og erfaring, der er opnået gennem de cases, og som forhåbentlig kan give inspiration til de mange praktikere, der gerne vil arbejde med genbrug, men som synes, at det er svært.

Udgivelsen kan downloades her.

Relateret indhold