Tre rådgiverteams kæmper om nyt Bagsværd-kvarter

Gladsaxe Kommune har udvalgt Cobe arkitekter + landskabsarkitekter, Effekt med Moe og Masu Planning med Cornelius Vöge til at komme med deres bud på udviklingen af 'Det nye kvarter'.
Afgrænsning af projektområdet i Bagsværd. Foto: Gladsaxe Kommune.
Afgrænsning af projektområdet i Bagsværd. Foto: Gladsaxe Kommune.

I april 2022 vedtog Gladsaxe Byråd en vision for Det nye kvarter i Bagsværd, der satte retningen for, hvordan området skal udvikles.

Til næste år overtager kommunen området ved Ringbo fra Københavns Kommune, og nu har man udvalgt tre teams til at gennemføre et kort, intensivt parallelopdrag. Herefter udvælger Gladsaxe Kommune det hovedgreb, som sammen med det vindende rådgiverteam skal videreudvikles frem til en endelig helhedsplan.

– Vi har længe været optaget af at skabe et Bagsværd i Social Balance, fortæller Maj Green, by- og miljødirektør i Gladsaxe Kommune.

– Det nye kvarter i Bagsværd skal bidrage med nye mødesteder og fællesskaber omkring skole, dagtilbud og idræt og skabe sammenhæng til de omkringliggende kvarterer. Vi drømmer om at skabe et nyt blandet kvarter, hvor mennesker bor, arbejder, går i skole, deltager i aktiviteter – eller går en tur gennem byen, tilføjer hun.

Kort, intensivt parallelopdrag

De tre udvalgte teams er Cobe arkitekter + landskabsarkitekter, Effekt med Moe og Masu Planning med Cornelius Vöge, og de skal i første omgang udvikle indledende ideer og et samlende fysisk hovedgreb for, hvordan opgaven bedst løses med afsæt i visionen for det nye kvarter:

– Vi har valgt at gennemføre processen som et kort, intensivt parallelopdrag, hvor de tre udvalgte teams løbende er i direkte dialog med den viden, der er hos os i kommunen, siger Tina Saaby, stadsarkitekt i Gladsaxe Kommune.

Teams arbejder side om side ‘on location’

Formatet for parallelopdraget er udviklet i samarbejde med rådgivervirksomheden Grandville, og det gennemføres blandt andet med en workshopuge, hvor de tre teams arbejder side om side ‘on location’.

Her har de har mulighed for at trække på ressourcer og viden fra Gladsaxe Kommune, ligesom de undervejs får feedback fra både forvaltning og politikere. Tanken er at kvalificere de tre bud, der skal afleveres efter parallelopdraget, gennem dialog:

– Det er en kompleks opgave, hvor vi har forsøgt at nytænke formatet, så vi bliver klogere på programmet og stedets muligheder sammen i en dialog ved at kigge på scenarier fra de tre. Den første fase afvikles i marts måned, hvorefter vi afklarer, hvordan og med hvem vi bedst kommer videre, siger Tina Saaby.

Relateret indhold