SEA. Bag de tre tilsyneladende uskyldige bogstaver gemmer sig en ordning, der har været en dyr omgang for de danske skatteydere.
SEA står nemlig for Statens Huslejeordning. Og det er den model der, i den dialogbaserede udgave man har benyttet til offentlige byggerier som Mærsk Tårnet og Niels Bohr-bygningen, er endt med at katastrofalt meget dyrere byggerier end første anslået.
Indlejret i ordningen ligger nemlig et decideret råddent incitament. Bliver offentlige byggerier dyrere end budgetteret, skal prisen en til en væltes over på huslejen, hos den statslige operatør eller myndighed, som skal aftage byggeriet.
I en ny rapport til Rigsrevisionen oplyser Transport- og Boligministeriet, at Bygningsstyrelsens utilfredsstillende ændringsstyring på Niels Bohr-bygningen i høj grad baserer sig på denne særlige aftaleform.
Aftaleformen indebærer nemlig også, at Bygningsstyrelsen og nu Vejdirektoratet – modsat en normal bygherre – ikke kan forpligte kunden på at indgå en aftale om ændringer, men er henvist til at føre dialog, indtil der opnås enighed. I Niels Bohr-bygningens tilfælde er “kunden” Københavns Universitet.
Aftaleformen har ført til langvarige processer, hvor Bygningsstyrelsen flere gange har måttet vælge mellem enten at videreføre byggeriet uden en formel aftale om en ændring eller at sætte byggeriet i stå, indtil den formelle aftale foreligger – en stærkt fordyrende løsning, lyder det blandt andet i rapporten.
Transport- og Boligministeriet har oplyst, at ministeriet er enig med Rigsrevisionen i, at SEA-ordningen bør behandles med henblik på relevant revision på baggrund af de erfaringer, der er gjort
