En EPD (Environmental Product Declaration) dokumenterer et produkts miljømæssige egenskaber og er en standardiseret metode til at kortlægge informationer om et produkts energi- og ressourceforbrug samt miljøpåvirkning gennem alle dets livsfaser.
I takt med, at flere bygninger certificeres efter DGNB-standarden, stiger efterspørgslen på EPD’er i byggeriet. Særligt betonindustrien viser interesse, da virksomhederne har brug for, at de materialer, de anvender i deres egen fremstilling af produkter til byggebranchen, er miljødeklarerede.
Hidtil har NCC realiseret fire produktspecifikke EPD’er på sand-, grus-, og stenmaterialer i Danmark, og nu er tilføjet yderligere to – i Løng Grusgrav ved Sorø og på NCCs søplads i Aarhus.
– Det er stort, at vi nu også kan miljødeklarere råstofprodukter fra både Sorø og Aarhus. Der ligger et stort stykke arbejde bag hver eneste EPD, da alle produkter bliver behandlet enkeltvist, siger Tonny Bruun, produktingeniør i NCC Industry, Råstoffer.
På alle produkter
NCC har selv udviklet processen, som gør dem i stand til at kunne udarbejde EPD’er på deres produkter. En metode, der er certificeret af Bureau Veritas, som hvert år foretager en årlig revision af den systematik, som NCC anvender til at indsamle og bearbejde data.
Informationerne i de enkelte EPD’er følger de gældende standarder og er blandt andet baseret på oplysninger fra leverandører, som skaber sporbarhed i hele kæden. Beregningerne tager udgangspunkt i alt lige fra maskinerne og skibenes dieselforbrug til el, transporter, og hvordan jord- og vandmiljø påvirkes under produktionen.
Målet er at kunne udarbejde EPD’er på alle produkter fra samtlige af NNCs grusgrave og søpladser:
– Jo mere erfaring, vi får, desto klogere bliver vi også på vores egne processer, da arbejdet med at udvikle EPD’ere kræver en gennemgående analyse af alle led i produktionen. På den måde ligger der også en værdi i det for os, siger Tonny Bruun.