Tingbjerg Kulturhus er under opførelse

Det nye kulturhus i Tingbjerg skal både være et lokalt samlingspunkt samt tiltrække besøgende fra resten af København.
Der bliver masser af kroge og små rum indvendigt i det nye kulturhus i Tingbjerg. Visualisering: Cobe.
Der bliver masser af kroge og små rum indvendigt i det nye kulturhus i Tingbjerg. Visualisering: Cobe.

Tingbjerg Kulturhus

  • Arkitekt: Cobe
  • Projektpartnere: Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, FSB, SAB.
  • Samlet projektbeløb: 51 mio. kr.
  • Projektet finansieres af FSB og SAB med støtte fra Landsbyggefonden.

Opførelsen af det 1500 kvadratmeter store Tingbjerg Kulturhus er netop gået i gang. Kulturhuset skal danne rammen om en lang række sociale og kulturelle aktiviteter i Tingbjerg og kommer blandt andet til at rumme bibliotek, café, værksteder, børnerum, beboerrum og en sal, der kan bruges til små koncerter eller andre arrangementer. Huset er tegnet af Cobe og bliver bygget sammen med Tingbjerg Heldagsskole, så skolen kan bruge kulturhusets faciliteter om dagen og omvendt om aftenen.

– Den helt store styrke ved udformningen er den helt fysiske, visuelle forbindelse, der er mellem de forskellige aktiviteter og mellem inde og ude. Huset vender i bogstaveligste forstand vrangen ud og viser åbent og ærligt sine funktioner, mangfoldighed og tilbud, siger kreativ direktør og indehaver af Cobe, Dan Stubbergaard.

Samlingspunkt i Tingbjerg

Kulturhuset bliver et samlingspunkt for Tingbjerg og et oplagt sted at opholde sig for bydelens beboere, hvilket ifølge en af projektpartnerne, FSB, er en mangelvare i øjeblikket. Det er også håbet, at det nye kulturhus kan trække folk til fra andre dele af København. Alene husets arkitektur – det ligner en stor sættekasse, hvor man udefra kan kigge ind i bygningens forskellige rum – adskiller huset fra de fleste andre byggerier. Huset bliver også specielt indvendigt, hvor store åbne rum kombineret med små, afsides kroge skal give mulighed for at finde ro i mylderet.

– Der er flere faktorer der spiller ind i udformningen af Tingbjerg Kulturhus og Bibliotek, og det er resultatet af en lang proces med beboerne i Tingbjerg. Først og fremmest er det et hus, der skal fungerer som samlingspunkt i bydelen, som beboere kan være stolte af. Vi har også ønsket, at huset skulle respektere sin kulturhistorie og smukke placering midt i Steen Eiler Rasmussens Tingbjerg. Det har vi løst blandt andet gennem materialeholdning, siger Dan Stubbergaard.

Tingbjerg Kulturhus ventes at blive indviet i sommeren 2016.

Relateret indhold