Kampen om at sikre sig en del af kagen, når der skal bygges en ny Storstrømsbro, er gået ind i den afgørende fase. Det gælder ikke mindst, hvilken havn, der skal lægge faciliteter til, og der ville blandt andre langelandske Spodsbjerg byde sig til.
Problemet er imidlertid i følge Erling Bonnesen (V), at der var sat så kort tidsfrist til at fremkomme med projektforslag og beregninger, at Langeland Kommune reelt var udelukket på forhånd.
Transportminister Magnus Heunicke (S) afviser dog kritikken og henviser til, at Vejdirektoratet i september 2013 henvendte sig bredt til kommuner i Østdanmark – inklusive østjyske kommuner med havneadgang op til Aarhus – for at finde egnede arealer til en produktion af broelementer til en ny Storstrømsbro.
Anmodningen blev ligeledes fremsendt til Kommunalteknisk Forening og annonceret på Vejdirektoratets hjemmeside.
Ingen udelukket
Ministeren oplyser videre, at Vejdirektoratet i løbet af efteråret 2013 modtog ansøgningsmateriale fra følgende 10 kommuner/havne:
– Kalundborg, Odense (Lindø), Randers, Spodsbjerg, Nakskov, Orehoved, Vordingborg, Slagelse (Stignæs), Nyborg og Bandholm.
De pågældende kommuner og havne har haft lejlighed til at uddybe ansøgningsmaterialet på en møderække, som blev afsluttet midt i januar måned. Vejdirektoratet fremsendte i forlængelse af møderne en teknisk specifikation på krav til arealet og bad parterne om at fremsende deres overslag på Vejdirektoratets andel i den økonomiske del ved arealets eventuelle realisering til produktionsareal til den nye Storstrømsbro:
– Vejdirektoratet har i denne proces givet alle ansøgere lige vilkår. Vejdirektoratet mener derfor ikke, at Langeland Kommune har været udelukket på forhånd. Om kommende entreprenører på projektet vil placere opgaver på Langeland, er det ikke muligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, oplyser transportminister Magnus Heunicke.