Trods stærk aktivitet i byggebranchen er antallet af konkurser steget voldsomt i forhold til sidste år. I løbet af årets førte syv måneder er der sket en stigning på hele 61 procent i forhold til 2015, men hvordan kan det gå til i en tid med stor byggeaktivitet?
Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg peger på flere faktorer. Det gælder blandt andet de store supersygehusbyggerier, der ikke specielt er til gavn for de mindre byggevirksomheder i yderområderne.
Det er rart, at der renses ud i lykkeridderne, som på mange måde ødelægger branchens omdømme.
Cheføkonom Bo Sandberg Dansk Byggeri
Han understreger dog samtidig, at bygge- og anlægsbranchen er en forholdsvis mobil branche, og at virksomhederne kan søge hen, hvor der er opgaver:
– Man er vant til at køre langt efter arbejdsopgaverne. Men der er ikke så mange af de jordnære opgaver i lokalområdet, der er med til at fylde ordrebogen ud, siger Bo Sandberg til Dagens Byggeri.
Sagspukkel
Han peger samtidig på, at det i forhold til det stigende antal konkurser også spiller ind, at der har været en sagspukkel hos Erhvervsstyrelsen, som behandler konkurserne:
– Skat har også i en periode haft store problemer med inddrivelse af gammel gæld, men det er de kommet i gang med. Så der er nogle tekniske forklaringer på at der er relativt mange konkurser i 2016. Det kan måske også siges, at antallet af konkurser i 2015 var kunstigt lavt af de samme årsager. Det må heller ikke glemmes, at bygge- og anlægsbranchen indbygget har stor dynamik med mange nye spillere på banen, mens der samtidig er nogle, der falder fra. Det gør selvfølgelig ondt på de enkelte virksomheder, som rammes, men set i et samfundsøkonomisk perspektiv er det godt med denne virksomhedsdynamik. Når der kommer nye til, er det med til at udfordre branchen og drive den fremad, siger Bo Sandberg videre.
Væk med lykkeridderne
Dertil kommer, at der i opgangstider er mange lykkeriddere, der starter virksomhed uden at have forudsætningerne for det og måske ikke leverer en ordentlig kvalitet i deres arbejde:
– Det så vi i årene op til, at finanskrisen brød ud i lys lue. Det er en meget konjunkturfølsom branche, og de useriøse ryger ofte først. Det er rart, at der renses ud i lykkeridderne, som på mange måde ødelægger branchens omdømme. Det skal dog nævnes, at internationale studier har vist, at det ofte er folk, der har prøvet at gå ned med en virksomhed, som lærer af det, og det skal der også være plads til, slutter Bo Sandberg, som ud fra Danmarks Statistiks tal har beregnet, at danske virksomheder i gennemsnit har haft en levetid på 7,6 år, når de går konkurs.