Center for Sundhed
- Center for Sundhed består udover hovedbygning af to yderligere matrikler i Holstebro: Center for Læring og Træning (Gl. Struervej 1) og Sundhedshuset Stationsvej (Stationsvej 33)
- Anlægsbudgettet for hovedbyggeriet er 237,5 mio. kr. Staten, Region Midtjylland og Holstebro Kommune finansierer byggeriet
- Hovedbygningen er tegnet af Arkitema Architects
- Rådgivende ingeniører er Niras
- Den færdige bygning er 11.700 kvadratmeter fordelt over fem etager
- Bygningen står efter planen klar primo 2018.
I området på Stationsvej i Holstebro er man klar til næste etape af projektet Center for Sundhed, når byggeriet af hovedbygning starter 15. april klokken 12.30. Byggeriet er en fem etager høj stjerneformet bygning, som Arkitema Architects har tegnet.
Når bygningen står færdig, vil de over 11.000 kvadratmeter blandt andet rumme kommunale akutpladser, en sygeplejeklinik, regionale medicinske ambulatorier, akutklinik, jordemoderkonsultation, psykiatrifunktioner og en specialtandlæge.
– Det er en stor dag for Holstebro Kommune, hvor vi starter et byggeri, som jeg er sikker på vil sætte sit positive præg på byen og kommunen i mange år fremover, siger borgmester H.C. Østerby (A) i en pressemeddelelse.
Nemt og nært
Center for Sundheds hovedbygning bliver ifølge Holstebro Kommune nyskabende, da den huser sundhedstilbud på tværs af sektorer. I huset vil der være regionale såvel som kommunale funktioner. Der er ligeledes lavet plads i bygningen til, at privatpraktiserende læger kan flytte ind.
– Grundstenen i det moderne sundhedsvæsen er et tæt samarbejde mellem brugere, pårørende og sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer. De fysiske rammer i Center for Sundhed understøtter et sådant samarbejde, så det bliver en gevinst for alle, når byggeriet står færdigt, forklarer Jens Kristian Hedegaard (V), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune.