Store regionale forskelle i manglen på lærepladser

Ny analyse fra Arbejdsbevægelsen Erhvervsråd viser, at manglen på lærepladser er størst i Region Hovedstaden og mindst i Region Midtjylland.
Foto: Gettyimages.
Foto: Gettyimages.

Der er stor variation på andelen uden læreplads på tværs af regionerne. Særligt slemt står det til i hovedstadsområdet, hvor 7,6 % af eleverne på erhvervsuddannelserne i marts manglede en læreplads. I Region Sjælland var tallet 6,6 %, mens 4,2 % af elever i Region Midtjylland manglede en læreplads.

I Region Nordjylland var tallet 5,7 % og i Region Syddanmark 5,1 %.

Det viser en ny analyse fra Arbejdsbevægelsen Erhvervsråd.

Alle fem regioner har siden 2017 oplevet et fald i manglen på lærepladser.

Læs også: Nye tal imponerer: Over 30 pct. flere lærlingeaftaler

Men den positive tendens dækker over betydelige niveaumæssige forskelle, fortæller Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd:

– Det er rigtig positivt, at andelen af elever på erhvervsuddannelserne, der mangler en læreplads er faldet, men det er vigtigt at huske på, at der stadig er stor forskel på, hvordan det står til. Der er simpelthen ulighed i, hvor nemt det er at finde en læreplads, alt efter hvor i landet man som ung har hjemme, siger hun.

På landsplan er andelen er elever uden en læreplads den laveste i 12 år, og siden 2016 er den relative mangel på lærepladser mere end halveret.

– Flere lærepladser, men vi er ikke i mål

Knap 4.700 elever står dog på nuværende tidspunkt uden en læreplads, og det finder Mie Dalskov Pihl paradoksalt, når beskæftigelsen er rekordhøj, ledighed lav, og der er mangel på arbejdskraft. Hun opfordrer derfor virksomhederne til at uddanne den arbejdskraft, de mangler:

– De gode konjunkturer betyder, at virksomhederne er begyndt at oprette flere lærepladser, men vi er ikke i mål. Der er stadig tusindvis af elever, der mangler en læreplads. Det er vigtigt, at vi stadig har fokus på at sikre tilstrækkeligt med lærepladser. Vi må ikke hvile på laurbærrene. Det danske arbejdsmarked står overfor en stor mangel på faglært arbejdskraft. Uden flere lærlinge, kommer vi ikke i mål, siger Mie Dalskov Pihl.

Relateret indhold