Stor markedstest: Vil afdække hvor godt luftrensere virker

Realdania og GI har netop bevilliget 1 mio. kr. til at undersøge 15-20 af markedets luftrensere for at afdække, hvor effektive de er - resultaterne skal danne grundlag for internationale miljøkrav til luftrensere.
Under kontrollerede laboratorieforhold tester projektet 15-20 repræsentative luftrensere.
Under kontrollerede laboratorieforhold tester projektet 15-20 repræsentative luftrensere.

90 % af danskernes liv tilbringe vi indendørs, og da luftforurening er en af de store risikofaktorer i forhold til alvorlig sygdom og for tidlig død, er det vigtigt med ren luft i boligerne.

De senere år er luftrensere til at forbedre indeklimaet da også dukket op i alle afskygninger og prisklasser.

Men med stigende popularitet følger også flere spørgsmål. For hvor godt fjerner forskellige luftrensere partikler og gasser, og fjerner luftrenserne også vira? Er luftrensere bedre end ‘god, gammel udluftning’, og er luftrensere også relevante i nyere huse med mekanisk ventilation?

Teknologisk Institut, Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Grøn Omstilling har sat sig for at give svar på sådanne spørgsmål, og Realdania og Grundejernes Investeringsfond (GI) har netop bevilliget lidt over en million kroner til projektet, hvor 15-20 repræsentative luftrensere testes under kontrollerede laboratorieforhold og i boliger med og uden mekanisk ventilation.

– Vi har længe ønsket at udføre systematiske test af luftrensere i boliger, for at kunne dokumentere den reelle oplevede effekt, samt fordele og ulemper ved de forskellige teknologier, som anvendes i disse produkter, siger Stig Koust Hansen, forretningsleder hos Teknologisk Institut.

Fortjener oplyst grundlag

Hos Forbrugerrådet Tænk mener projektleder Christel Søgaard Kirkeby, at forbrugerne fortjener klar besked om luftrensere:

– Både de fabrikater, der virker, og dem, der ikke virker, så de kan træffe en købsbeslutning på et oplyst grundlag, og overveje om en luftrenser er relevant for dem.

Rådet for Grøn Omstilling er projektleder for projektet.

Resultaterne forventes at danne grundlag for krav til luftrensere i det nordiske miljømærke Svanemærket og på sigt tjene som grundlag for krav til luftrensere i EU’s Ecodesign direktiv.

Relateret indhold