Stifter af Casa og bestyrelsesformand i Flügger er død

Michael Mortensen er pludseligt afgået ved døden i en alder af 49 år.
Michael Mortensen stiftede blandt andet Casa, hvori aktiemajoriteten blev solgt til kapitalfonden Catacap i 2016. Pressefoto: Casa.
Michael Mortensen stiftede blandt andet Casa, hvori aktiemajoriteten blev solgt til kapitalfonden Catacap i 2016. Pressefoto: Casa.

– Det er med meget stor sorg, at Flügger group har modtaget meddelelse om vores formand, Michael Mortensens, alt for tidlige bortgang. Vores dybeste tanker og medfølelse går til Michaels familie i denne svære tid, lyder det i en pressemeddelelse.

– I mange år har Michael været et personligt forbillede for mig. Han har været en kæmpe støtte både personligt og professionelt. Han vil i den grad blive savnet. Jeg kondolerer, og mine tanker går til Michaels familie og hans nærmeste, siger adm. direktør i Flügger group, Sune Schnack.

Næstformand, Jimmi Mortensen, konstitueres som formand. Der er endnu ikke taget stilling til, hvorvidt og hvornår, der eventuelt indkaldes til en generalforsamling med henblik på valg af et nyt bestyrelsesmedlem.

– Det pludselige tab af Michael er ikke alene et stort personligt tab af en vigtig person og mentor, det er også et stort tab for Flügger og for dansk erhvervsliv, som har mistet en sand entreprenør og et overordentligt godt menneske. Mine tanker går til familien i denne enormt svære situation, der har efterladt alle i stort chok, siger Jimmi Mortensen.

Michael Mortensen var blandt andet med til at opbygge og sælge typehusfirmaet Huscompagniet, grundlagde typehusproducenten Hybel samt stiftede Casa, hvori aktiemajoriteten blev solgt til kapitalfonden Catacap i 2016.

Relateret indhold