Sønderborg: 161 nye bynære boliger på vej til de mange tilflyttere

Et flertal i Økonomiudvalget i Sønderborg Kommune har givet en principiel godkendelse af kommunal grundkapital til opførelse af 61 almene boliger ved Bosager.
Den forventede samlede byggesum er på ca. 134 mio. kroner. Den forventede kommunale grundkapital bliver på 16-17 mio. kroner.
Den forventede samlede byggesum er på ca. 134 mio. kroner. Den forventede kommunale grundkapital bliver på 16-17 mio. kroner.

Ejeren af en grund ved Bosager i Sønderborg ønsker at sælge matriklen til en bygherre, som i samarbejde med en boligforening vil opføre 61 almene boliger som lejligheder og rækkehuse samt 100 private lejligheder.

Boligforeningen har indsendt ønske om bevilling af kommunal grundkapital til opførelsen af de 61 almene familieboliger – denne udgør 12 % af byggeriets anskaffelsessum – og Økonomiudvalget har nu givet en principiel godkendelse af kommunal grundkapital til opførelse af de almene boliger.

Den forventede samlede byggesum er på ca. 134 mio. kroner, og dermed bliver den forventede kommunale grundkapital på 16-17 mio. kroner.

– Vi er meget tilfredse med, at arealet bliver bebygget, og det er meget positivt, at der nu kommer flere bynære lejligheder i Sønderborg, siger borgmester Erik Lauritzen.

– For det nye boligområde vil understøtte behovet for lejeboliger til tilflyttere og borgere i kommunen, der gerne vil flytte til Sønderborg By, tæt ved vandet og tæt ved motorvejen.

Han tilføjer, at Sønderborg Kommune har en målsætning om at være 77.000 borgere inden 2030, hvilket kræver ca. 1500 nye boliger i alle dele af kommunen.

Ikke behov for ny lokalplan

Siden 2006 har der været en lokalplan til boliger på arealet ved Bosager. Lokalplanen for boliger i Christiansparken, som det nye område kommer til at hedde, giver mulighed for opførelse af boligbebyggelse i form af etageboliger i op til fem etager.

Forvaltningen vurderer, at det ønskede byggeri er i overensstemmelse med den gældende lokalplan, og derfor er der ikke behov for en ny lokalplan for området. Der er ønske om at begynde byggeriet af de almene boliger i år eller næste år.

– De nye boliger ved Bosager kan også bruges som studieboliger eller som den første bolig efter endt studie, når man har fået job. Tiltrækning og fastholdelse af studerende og nyuddannede er af ekstrem vigtighed for Sønderborg Kommune, og derfor er bynære boliger vigtige for os, fordi det understøtter et stærkt studiemiljø i Sønderborg. Samtidig kan boligerne ved Bosager være et springbræt til at komme ind på boligmarkedet i Sønderborg Kommune, siger næstformand i Økonomiudvalget, Stephan Kleinschmidt.

Byrådet skal senere tage stilling til den endelige godkendelse og finansiering af boligforeningens projekt.

Relateret indhold