Det er sjældent en fornøjelse at sidde på de rådhuse, som udfører arbejdet med kommunal byggesagsbehandling allerværst.
For det første bliver man en gang om året kimet ned af journalister, som vil høre, hvorfor man placerer sig i bunden af en liste. Og nok så slemt ringer resten af året vrede bygherrer, fortvivlede over ventedetiden.
Netop derfor bør incitamentet til at gøre noget drastisk ved situationen også være til stede, mener Torben Liborius, der er underdirektør i DI Dansk Byggeri. Særligt når det kommer til håndteringen af de små byggesager: Garager, udhuse, udestuer og ombygninger med mere, er der nemlig plads til forbedring.
– Der, hvor sagsbehandlingen kræver lidt mere håndholdt aktivitet, mangler systemet at blive tilpasset. Det er særligt på de mindre sager; ombygninger og tilbygninger, at kommunerne bør fokusere deres indsats og stramme op, fortæller han.
Corona er ikke hele forklaringen
Mange har hørt om, hvordan byggeriet virkelig har taget fart under corona-epidemien. Rejselystne danskere har konverteret Kreta-turen til et nyt lysthus, nu hvor man er henvist til at rejse i fantasien. Det kunne DR beskrive så sent som i går.
Men selv om corona-krisen har kastet mere arbejde af sig i teknik- og miljøforvaltninger landet over, kan man ikke udelukkende bruge det som forklaring, hvis man skal afdække, hvorfor sagsbehandlingstiden stadig stiger, forklarer Torben Liborius.
– Der er stadig for mange kommuner, som ikke har en fast og gennemskuelig procedure for indkomne sager. Altså, hvor man ikke screener indkomne sager tilstrækkeligt, om der er formelle mangler, forklarer han og uddyber:
– Hvis der er tale om, at der mangler to flueben på en given sag, og den så ligger øverst og forsinker hele sagsstammen, så skal der altså en indsats til i pågældende kommune, siger han og påpeger, at det er en af årsagerne til de meget store forskelle i sagsbehandlingstid kommunerne imellem uagtet, at de har cirka samme sagsmængde.
Godt for de større projekter
Et af de steder, hvor man på tværs af landet er blevet meget bedre, er på håndteringen af de større projekter.
Underdirektøren fortæller, at de entreprenører og projektvirksomheder, der arbejder med de lidt større og mere komplicerede sager, er stoppet med at ringe ind til hans organisation med klager over den kommunale sagsbehandling.
Det skyldes flere ting, fortæller han. Blandt andet, at det nye IT-system til byggesagsbehandling virker godt på netop de sager, samt at sagsbehandlerne har fået langt mere erfaring i BR18, som for tre år siden skabte øget sagsbehandlingstid på tværs af landet.
– Det vil være uretfærdigt at sammenligne øjeblikket med situationen for tre år siden. Masser af kommuner har virkelig opprioriteret området for byggesagsbehandling, og de har haft store udfordringer, siger Torben Liborius, som dog også har en opfordring parat:
– Der er grund til at tilstræbe en sagsbehandlingstid – særligt på de små projekter – på maksimalt to uger. Og her skal man tage alvorligt fat. For det er der stadig alt for mange kommuner, som ikke kan leve op til, understreger han.