Små godter fra Løkke

Jani Lykke Methmann, direktør i Arbejdsgiverne. Foto: Arbejdsgiverne.
Jani Lykke Methmann, direktør i Arbejdsgiverne. Foto: Arbejdsgiverne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlagde tirsdag regeringens nye 2025-plan. Selvom pressemødet varede en time, kom han stort set ikke omkring erhvervslivet. Statsministeren og andre politikere taler ellers ofte om, at det er forudsætningen for velfærden. Men der er faktisk godter til erhvervslivet at finde i planens 244 sider.

Regeringen vil justere selskabsskatten for at få flere til at investere i landet og indføre et investerfradrag på 50 pct. for investeringer for op til 650.000 kr. i små, unoterede virksomheder. Det ser vi med stor tilfredshed i Arbejdsgiverne. Der ligger et uforløst potentiale i de mindre virksomheder, som ofte er udfordret på kapitalen.

Regeringen vil også lave et bonusfradrag for investeringer i forskning og udvikling på 150 pct. for små og mellemstore virksomheder og 125 pct. for store virksomheder. Nu har vi endnu til gode at se detaljerne. Men det kan øge investeringerne i nyt udstyr og maskiner. Og den seneste økonomiske redegørelse fra Finansministeriet peger i øvrigt på, at mangel på kapital er skyld i nedgangen i produktivitetsvæksten.

PSO-afgiften bliver skrottet. Det er en klar forbedring af virksomhedernes rammevilkår. PSO-afgiften har længe været en tung byrde. Dog kan man mene, at der herefter ikke er meget i regeringens ambitioner, der understøtter den grønne omstilling. Det kommer forhåbentlig, når først de har været ved forhandlingsbordet.

At man øger pensionsalderen fra 67 til 67,5 år er en nødvendighed. Det vil alt andet lige øge udbuddet af arbejdskraft, og det trænger vi hårdt til i disse år, hvor mange virksomheder må sige nej til vækst, fordi de ikke kan rekruttere de nødvendige folk. Vi mangler simpelthen kvalificeret arbejdskraft i håndværksbrancherne og industrien.

2025-planen sætter også fokus på, at det i højere grad skal kunne betale sig at arbejde. Det er grundlæggende et sundt princip. Med en række initiativer vil regeringen gøre det mere attraktivt og hermed mindske antallet af folk udenfor arbejdsmarkedet. Det er også med til at øge udbuddet af arbejdskraft.

Det er regeringens mål, at 2025-planen skal øge velstanden med 65 mia. kr. frem mod 2025, så vi kan holde trit med udviklingen i Tyskland og Sverige. Det kræver, at to tredjedele af alle kendte reformforslag gennemføres – det er ambitiøst. Andre aktører har udtalt, at de hellere så et mål på 100 mia. kr. I Arbejdsgiverne tænker vi, at ingen af de tidligere politiske langtidsplaner er nået deres mål. Så måske er det meget godt med lidt realisme. Om de 65 mia. kr. så er realistisk nok, må tiden vise.

Relateret indhold