I Skive har Bomiva gjort det, som mange boligforeninger i hele Danmark drømmer om. De er efter en større renovering af boligforeningens lejligheder på Vestervænget i Skive sluppet af med deres dårlige ry. Lejlighederne er nu blevet så eftertragtet, at det er nødvendigt at skrive sig op på ventelisten, hvis man skal gøre sig forhåbning om at få mulighed for at bo der.
Jeg kan kun anbefale andre boligforeninger og kommuner i Midt- og Vestjylland til at lade sig inspirere af, hvad Bomiva har gjort. En gennemgribende renovering kan mere end blot at give beboerne nye køkkener og badeværelser. Det kan være med til at forandre et helt boligområde og give både beboerne og naboerne en ny og lysere fremtid.
Renoveringen er derfor også med i kapløbet om Renoverprisen 2020. Ud af 162 projekter er renoveringen i Skive med i slutløbet med i alt seks projekter. Det er meget velfortjent. Uanset om Bomiva ender med at få Renoverprisen eller ej, så håber jeg, at de gode resultater fra Skive kan hjælpe andre områder af med deres dårlige ry. Bomiva har i hvert fald gjort noget, der for mange andre boligområder rundt omkring i hele landet synes umuligt.