Skal træbyggeri have støtte?

Direktør Michael Koch, Træinformation. Foto: Ida Wang.
Direktør Michael Koch, Træinformation. Foto: Ida Wang.

Det er glædeligt at se, at Radikale Venstre i deres finanslovforslag kan se potentialet i træbyggeri som svar på klimakrisen, og at de derfor vil støtte træbyggeriet med 100 millioner kroner gennem en støtte på 20 procent til de enkelte projekter.

Forslaget er endnu ikke detaljeret, men hos Træinformation vil vi gerne byde ind med, hvordan vi får mest for pengene.

Det største potentiale i forhold til CO2-reduktion ligger i de bærende konstruktioner. Reduktionen vil være 50 procent og i visse tilfælde helt op til 75 procent, da det er her trævolumen er størst, men også fordi det vil kræve mindre transport, mindre fundamenter og mindre kraner.

Træ på facader handler i højere grad om signalværdi, da det kun har et reduktionspotentiale på omkring 15-25 procent.

Støtten er mest tiltrængt i træbyggeri over 4 etager

Nu er det ikke alt træbyggeri, der har behov for de 20 procent i støtte. Eksempelsamlingen til opfyldelse af brandkrav går indtil videre kun til 4 etager for træbyggeri i modsætning til betonbyggeri, hvor der er eksempler op til 8-16 etager. Derfor er det primært de træbyggerier over 4 etager, som har brug for støtte, da de i dag kræver mere branddokumentation og dermed er dårligt stillede i konkurrence med højt betonbyggeri.

Et andet krav man burde overveje er, at den viden der udvikles, ikke bare på brandområdet men også på akustikløsninger, deles med omverdenen, og at der tages efterfølgende målinger på bygningen til forskning og deling.

Relateret indhold