I starten af april var der spadestik på Børneriget. Et nyt nationalt børnehospital til Rigshospitalet.
Et hus, “der tager godt imod børnene og deres familier, så de kan føle sig trygge og velkomne i omgivelser, der tilpasses børnenes præmisser”, som det beskrives af arkitekterne bag, Arkitema og 3XN:
Og med organiske former som er så forskellige fra Rigshospitalets rette linjer, som tænkes kan – en bygning tegnet til de børn, der ankommer og i mange tilfælde bor på hospitalet over en længere periode:
– Huset signalerer, at her har vi gjort noget helt særligt for børnene, der kommer rejsende fra hele landet. Det er samtidig et hus, der dels danner en god og tryg ramme for børnene, dels sikrer og understøtter muligheden for at udfolde sig, lege og lære samtidig med, at de er under behandling, beskriver Arkitema.
Og med masser af dagslys, som det bærende element i en bygning, der tilstræber at være både “legende og logisk på én og samme tid”:
– Børn lærer og lever gennem leg – også når de er syge. Designarbejdet bygger derfor på helende arkitektur, der ud over funktionelle elementer, netop giver mulighed for leg og kreativ udfoldelse. En legende tilgang, som projektets bølgende former understøtter via sine afrundede hjørner, der fungerer som en hånd, der med spredte fingre åbner byggeriet op mod omgivelserne.
Parken, byen og patienthotel
Med placeringen på kanten af Fælledparken åbner bygningen sig op mod den grønne park og modsat lukker huset byen ind via sine transparente facader. Det grønne tema understreges yderligere i dobbelthøje rum, der fungerer som indbydende vinterhaver, hvor patienterne har mulighed for en beskyttet adgang til grønne pusterum, placeret maksimalt 20 meter fra sengestuerne.
Udover selve hospitalet rummer projektet også et patienthotel, hvor de indlagte børn fortsat kan have en normaliseret dagligdag, og hvor der er plads til forældre og søskende. For at understøtte, at børnene og deres familier føler sig trygge og velkomne har Børneriget en række private zoner og flere typer af offentlige zoner, hvor den enkelte selv kan vælge graden af samvær med andre patienter.
9 etager til 1,3 mia. kr.
Børneriget har været undervejs siden 2016. Det er nu i udførelsesfasen, og indledt før alle de fem storentrepriser har været på plads.
Netop nu er kontrakten om opførelses af det fingerformede råhus indgået.
Valget faldt på et konsortie af LM Byg A/S og M.J. Eriksson A/S, der sammen skal opføre råhuset til det 9 etager og 60.000 kvm. store byggeri, der anslås at ende på 1,3 mia. kr.
Råhusentreprisen er den største af de fem hovedentrepriser med en anslået værdi på over 500 mio. kr.
BørneRiget skal stå færdig i 2025.