Med tilsammen 300 års erfaring indenfor beslag skabes nu en decideret beslagkoncern i det nordjyske, idet IPA Fonden, der ejer IPA (J. Petersens Beslagfabrik A/S), har indgået aftale om at købe PN Beslag (Peder Nielsen Beslagfabrik A/S), der er ejet af Rigmor Nielsens Fond.
IPA, der har eksisteret i 154 år, er specialiseret inden for produktion og salg af beslag og hængsler til dør- og vinduesproducenter primært i Skandinavien og Baltikum. Virksomheden beskæftiger i dag 130 medarbejdere i Nibe vest for Aalborg.
Læs også: Brønderslev: River gammelt hospital ned og bygger et nyt
146-årige PN Beslag beskæftiger 50 medarbejdere i Brønderslev og er leverandør af beslag til de skandinaviske byggemarkedskæder.
Med opkøbet skabes en af Nordeuropas største virksomheder inden for design og produktion af beslag.
Win-win for alle parter
De to virksomheder har historisk haft et godt samarbejde, og nu har de to virksomheder altså indgået en aftale om, at IPA Holding køber samtlige aktiviteter i PN Beslag, og at alle aktiviteter samles hos IPA i Nibe:
– De to virksomheder komplimenterer hinanden i udbredt grad, og vi kan opnå væsentlige synergier ved at samle produktion og medarbejdere på et sted. Det her er en klar win-win for alle parter, siger adm. direktør Niels Erik Smith fra IPA.
Forventer forbedret konkurrencedygtighed
Både IPA og PN Beslag fortsætter under samme navne og brands. PN Beslag står stærkt hos byggemarkedskæderne, og i det hele taget skal både IPA og PN Beslag have en stærkere positionering fremadrettet.
Læs også: Hospital får “fantastisk nyhed”: Kan låne til milliardoverskridelse
Adm. direktør i PN Beslag, Jesper Bangsborg, forventer yderligere vækst og en forbedret konkurrencedygtighed i forlængelse af sammenlægningen.
– PN Beslag har igennem flere år arbejdet med dels en vækstplan og dels en plan for styrkelse af kapitalgrundlaget og konsolidering af virksomheden. Med IPA Holding som ejere realiseres disse planer hurtigere.