Normalt tænker man mest på prototyper, når man hører om 3D-print.
Men hos Signify, det tidligere Philips Lighting, er man begyndt at 3D-printe armaturer i stor stil. Hundredevis af 3D-printere er installeret i fabrikker, og de er i skrivende stund i færd med at printe tusindvis af specialdesignede armaturer.
Og der er flere fabrikker på vej rundt om i verden. 3D-print er nemlig den helt rigtige vej at gå, forklarer forklarer Michael Kragh, som er landechef og salgsdirektør for Signify i Danmark.
– De printede armaturer består af færre dele, og der bruges ikke lim. Et typisk færdigproduceret armatur, som er fremstillet og samlet lokalt, medfører 47 procent mindre CO2-udledning end et tilsvarende metalarmatur fremstillet på traditionel vis. Vores kunder efterspørger i stigende grad grønne løsninger, så for os, er 3D-print fremtiden, siger han.
Valgfrihed i centrum
En anden fordel ved 3D-printede løsninger er, at kunderne selv kan tilpasse og justere sit armatur, så det passer til lige præcis det behov, man står med.
Michael Kragh pointerer, at der er valgbarhed omkring såvel form som mønster, farve, størrelse, lysudbytte, driver og udseende. Og der kan printes både pendler, downlights, spots og highbay-armaturer.
– Samtidig er en anden fordel, at de 3D-printede armaturer kan formes således, at de passer til præcis de huller, som tidligere armaturer har efterladt. På den måde kan man springe en arbejdsgang over, hvis man formår at regne rigtigt, siger han og uddyber, at Københavns Kommune har valgt at gå ad 3D-sporet.
Her har man blandt andet opsat de printede armaturer i forbindelse med opgraderingen til LED-lys i mange af kommunens bygninger på ryggen af den allestedsnærværende klimaindsats.